fbpx

Sejlerne vil gerne uddanne sig

Den store interesse for kurser til sejlerne hen over vinteren glæder Dansk Sejlunion og Danske Tursejlere, der også fremover vil samarbejde om at give sejlerne korte målrettede kurser.

Erfaringerne med en fælles koordinering og markedsføring af kurser til sejlerne har været så positive, at Dansk Sejlunion (DS) og Danske Tursejlere (DT) også fremover går sammen om disse aktiviteter. Den netop overståede kursussæson er 2. sæson, hvor de to store sejlorganisationer har gjort fælles sag om at få et bredt udbud af kurser inden for mange af sejlerlivets områder gjort tilgængelige for alle deres medlemmer. Og det har været en succes, fastslår sejladschef i DS, Steen Wintlev og forretningsfører i DT, Leif Nielsen.

– Sejlerne vil gerne uddanne sig og er interesseret i en bred vifte af emner inden for det maritime område. Vi har haft en stor søgning på snart sagt alle vores kurser, og det er både de yngre og meget rutinerede sejlere, der har været på kursus, fastslår Steen Wintlev.

Det samme billede tegner sig í DT, hvor Leif Nielsen har ansvaret for kurserne, der er målrettet tursejladsen.

– Det har været en meget fin sæson, og vi har haft mange på kursus i de klassiske tursejlerdiscipliner Flodskipper- og Kanalkursus og VHF/SRC-kursus, og vi har måttet oprette ekstrahold for at imødekomme efterspørgslen. Faktisk er alle korte ”hands-on”-kurserne, hvor deltagerne får konkrete, håndfaste færdigheder trænet, i høj kurs, siger Leif Nielsen.

Suger viden

DS har traditionelt mange kurser målrettet færdighederne om sejladsen, og så er der selvfølgelig også kurserne indenfor kapsejladsen. Disse kurser er meget attraktive, men får nu også skarp konkurrence fra kurser om andre emner.

– Vores Sejlerskoler har altid været populære. Her får børn, unge og voksne en grundlæggende viden og erfaring med at sejle. Men som noget nyt ser vi også en meget stor interesse for emner, der rækker ud over selve sejlsporten. F.eks. har vi haft et kursus på Danmarks Meteorologiske Institut – DMI – hvor fokus lå på vejrudsigter, vejrmodeller og prognoser. Her var der fuldt hus og en mægtig spørgelyst fra deltagerne, konstaterer Steen Wintlev.

Også på nettet

Dansk Sejlunion tilbyder også nogle af kurserne som internetundervisning, hvor den enkelte kursist kan sidde derhjemme i ro og mag og fordybe sig i kursusmaterialet, når der er tid, og motivationen er til stede. Også disse kurser er efterspurgte.

– Vi er alle forskellige og lærer forskelligt. Og så er tiden for mange en faktor, der kan være en hindring for fysisk at møde op til et kursus. Vi ser internetundervisningen som et fint supplement til den traditionelle holdundervisning, siger sejladschefen fra DS.

– Mange kursister foretrækker den traditionelle undervisning, fordi der også er et socialt aspekt i at være på kursus. Ofte tager man et par stykker fra samme klub af sted og har en god dag sammen. Og man har noget at snakke om, når man er tilbage i klubben. Desuden har mange deltagere det godt med at kunne spørge underviseren ind til stoffet og få afklaret eventuelle spørgsmål på stedet, forklarer Leif Nielsen fra DT.

Dygtige undervisere

Succesen på kursusområdet i år skal følges op og gerne udvides med flere kurser, hvis behovet er der. Det er begge sejlorganisationer enige om. Steen Wintlev og Leif Nielsen er også enige om, at sejlerne i Danmark gerne vil vide mere om sejlads, om sikkerhed og om, hvad der arbejdes med i det maritime miljø.

– Som sejlorganisationer skal vi have fokus på at stille dygtige undervisere til rådighed, og vi skal have øje for sejlernes aktuelle behov for viden. Så får vi fulde huse til vores kurser, for sejlerne er ansvarsbevidste. De ved, at godt sømandskab starter med dem selv, og at alle sejlere skal løfte den forpligtigelse, der ligger i begrebet, understreger Steen Wintlev fra Dansk Sejlunion og Leif Nielsen fra Danske Tursejlere

Vi skal have fokus på at stille dygtige undervisere til rådighed, og vi skal have øje for sejlernes aktuelle behov for viden, siger forretningsfører Leif Nielsen fra Danske Tursejlere (tv.) og sejladschef i Dansk

Sejlunion, Steen Wintlev

Tekst og foto: Frank Flemming Pedersen

Tag et kursus igennem Danske Tursejlere

Hos Danske Tursejlere afholder kurser i samarbejde med Danske Sejlunion og lokale sejlerforeninger.
Du kan bl.a. tage kursus i VHF og kanalbevis.