fbpx

Vindere af fotokonkurrencen 2023

Årets Tursejlerfotograf 2023 er fundet – tillykke til Sidsel Neergaard Sørensen!

Det har i år været exceptionelt svært at finde en vinder. Aldrig har vi fået så mange fantastiske fotos. Deltagerne har virkeligt lagt sig i selen for at tage nogle smukke og flot komponerede billeder, der fortæller levende historier og fejrer sejlerlivet.

Se et lille udpluk af de mange bidrag til fotokonkurrencen nederst på siden.

Igen i 2024 har du mulighed for at indsende dine bedste tursejlerfotos til vores konkurrence. Læs konkurrencereglerne her.

1. plads – Sidsel Neergaard Sørensen

Præmie: Ipad

Beskrivelse:
Vores yngste datter Alba med sin onkel-morfar, som lærer os at sejle. John er tidl. verdensmester i h-båd fra 1986 og har en del sejlererfaring bag sig. Han er 72 år gammel, men det forhindrer ham sandelig ikke i at sejle ræs. “Tænk at der er nogen der nøjes med at til banko” udbryder han når det rigtig går godt. ⛵️

Begrundelse:
Et fantastisk foto af et kærligt øjeblik ombord. Onkel-morfar, der med en beskyttende hånd på skulderen har sørget for både sikkerhed og varme til Alba. Man kan næsten høre de eventyrlige historier, han videregiver fra sine mange år på vandet, mens han lærer fra sig og inspirerer en ny generation til at omfavne sejlerlivet. Lyset og de flotte, lidt dæmpede farver giver fotoet et æstetisk, men realistisk udtryk.

2. plads – Ditte Walsted Sweeney

Præmie: Redningsvest med navn


Beskrivelse:
Fra Anholt til Læsø d. 18/7-2023. Når man elsker modvind og at få ‘bølgesprøjt’ i hovedet.

Begrundelse:
Et dejligt, lyst billede med masser af liv og aktivitet. Sikkerheden er med ombord og ligeledes er cool-faktoren. Der er fart over feltet for denne eventyrlystne unge mand, der spejder mod horisonten – og måske mod en fremtid som ivrig lystsejler.

3. plads – Per Lauritzen

Præmie: DT termokrus, håndklæde og bogen “Kaptajn”


Beskrivelse:
Billede taget under Palby Fyn Cup tidlig lørdag morgen.

Begrundelse:
Helt fantastiske farver og komposition med levende refleksion i det stille vand. Et smukt billede af sejlerfællesskabet og naturen, der med disse øjeblikke minder os om, hvorfor sejlerlivet er så tillokkende.