fbpx

Kommer Brexit til at påvirke dig og din båd?

Hvis du har din båd liggende i et af de britiske lande, skal du være opmærksom på de konsekvenser, det kan have i forbindelse med Brexit.

Som de fleste efterhånden er klar over, er det planen at UK (England, Skotland, Wales og Nordirland) forlader EU d. 31. oktober 2019. En aftale mellem den britiske regering og EU er endnu ikke på plads, og derfor er det et godt tidspunkt at minde om de anbefalinger, som European Boating Association har modtaget fra EU Kommissionen.

Hvis Brexit sker uden en aftale vil både, der ligger i de britiske lande, miste deres unionsstatus (dvs. de mister retten til fri cirkulation i EU). Når de returnerer til et EU land vil de blive behandlet som ikke-unionsvarer og vil derfor blive genstand for toldkontrol på samme måde som alle andre fartøjer, der kommer fra et tredje land. Dette kan resultere i pålægning af moms og eventuelt import udgifter.

Det kan derfor have en betydelig økonomisk konsekvens, hvis din båd fortsat ligger i UK, hvis Brexit sker uden en aftale. Det er af samme årsag en god idé at holde dig opdateret omkring Brexit, hvis det kommer til at påvirke dig og din båd.