fbpx
ekstra oplevelse på turen

En ekstra oplevelse på turen

Roen falder på, og naturen bliver meget mere nærværende, når familien Dehli fra Køge lægger til ved en af Danske Tursejleres turbøjer. Den ultimative frihed på sejlerferien. Sådan beskriver familien Dehli fra Køge opholdet ved de turbøjer, som Danske Tursejlere har udlagt de sidste sæsoner. Sussie og Carsten Dehli er passioneret sejlere og har tilbragt hovedparten af de seneste 15 års sommerferier ombord på sejlbåden i de danske farvande. Således også i år hvor den 3 ugers sommersejlerferie startede ud i Køge. Den første nat tilbragte familien for svaj ved Kalvehave. Så blev kursen sat mod Vordingborg, hvor forsyningssituationen blev genoprettet. Og fra Gåsetårnsbyens moderne havnefaciliteter gik det så nordvest på til Bøgevig ved Agersø, hvor parret havde udset sig en af turbøjerne som overnatningssted.

– Vi har altid holdt meget af at ligge for svaj, og nu, hvor Danske Tursejlere har udlagt så mange turbøjer, er de gule bøjer blevet et oplagt mål for vores ophold. Vi finder bøjeplaceringerne på App’en ”Tursejler”, og falder vores vej forbi, så gør vi et stop, fortæller Carsten Dehli, da Tursejleren møder dem ved Agersø. Han fortsætter:

I sikkerhed

– Ofte har vi ligget for svaj ca. hver anden dag, for vi sætter stor pris på roen og stilheden på vandet. Det er en ekstra oplevelse, når man vågner om morgenen og føler sig alene med naturen. Nu, hvor der er så mange turbøjer i vandet, så opsøger vi gerne denne mulighed for ophold og eventuel overnatning, for vi føler os trygge og i sikkerhed ved bøjerne.

Denne dag midt i juli forstår man godt, hvad Carsten Dehli hentyder til. Vinden er kraftig, og den står ind over det flade agerland på Agersø. Også i Bøgevigen er der vind men ingen bølger af betydning. Og det er ideelle forhold for besætningen ombord Casus, den 38 fod store Nordship sejlbåd. Også skibshunden Stella er tilfreds med forholdene.

– Stella skal luftes et par gange om dagen, og så tager vi gummibåden på land, så vi kan få strakt og lettet benene. Så må der gerne være roligt vand, så vi kan komme tørskoet i land. For også disse muligheder for at opleve naturen på tæt hold følger med, når vi ligger ved en turbøje. Alle er de jo placeret nær kysten, hvor vi med gummibåden kan komme i land for spadsereture, påpeger Carsten Dehli.

Flere ophold i vente

Sussie og Carsten Dehlis ferie går videre mod Nyborg, Kerteminde og derfra ind i Odense fjord. På vejen møder de flere turbøjer blandt andet ved Kerteminde og ved Romsø. Og måske skal Casus tilbringe flere nætter opankret ved en gul turbøje, inden skuden vender tilbage til Køge.

– Det er altid en mulighed, som vi er åbne overfor. Vi har ekstra batterikapacitet i båden, så vi har forbrugsstrøm nok til det frie liv. Lige nu er vi undervejs og tager beslutninger i situationen. Inden længe samler vi vores teenagesøn op i Kerteminde, og også hans bedsteforældre støder til. Så mon ikke de gode havnefaciliteter kommer i spil, lyder det fra familien Dehli.

Tekst: Frank Flemming Pedersen  |  Foto: Lone Stein og Henning Jensen