Et hul i mandskabsplanen gav unge sejlere en unik mulighed for at prøve kræfter med kapsejlads ved Palby Fyn Cup
Det var en chance for nye erfaringer, der bød sig for et par unge sejlere, da det rutinerede sejlermandskab fra Xiphia fra Sønderborg stod og manglede et par gaster til den traditionsrige Palby Fyn Cup 2023. Uden tøven sprang de ombord, da de fik tilbuddet om at tage med på turen, som var deres første kapsejlads i en kølbåd. Det var lærerigt og
en oplevelse for såvel gæstegaster som for stambesætningen.
Xiphias er en X-40, og til en kapsejlads bør der være 7 personer og til en kapsejlads rundt om Fyn, bør besætningen være 9-10 personer. Stambesætningen på Xiphias er skipperejer Keld og en god flok af taskesejlere – sejlere uden egen båd – bragt sammen over tid. Thomas Biering-Nielsen har været del af besætningen siden 2005 – og
det er ca. gennemsnittet af anciennitet i besætningen. Han siger:
ANSPORE UNGE TIL AT SEJLE
Vi havde her muligheden for at introducere unge sejlere til at gøre sig deres erfaringer i en anden bådtype og prøve kræfter med kapsejlads på lang distancebane inklusive natsejlads. Forhåbentlig kunne oplevelsen anspore til at blive i sejlsporten og på et senere tidspunkt måske prøve kræfter – f.eks. som gaster – med kapsejlads eller tursejlads.
KAPSEJLADS ER LÆRING
Du lærer kun at sejle ved at sejle. Og her kommer kapsejladsen ind som en god måde at lære sin båd at kende og få vigtige sejlerkompetencer ind under huden, mener Thomas Biering-Nielsen. Og her er klubsejladserne velegnede til at få basale rutiner kørt på plads. Måske sammen med juniorsejlerne.
Tilslutningen til de store kapsejladser i Danmark er for nedadgående, og det samme gælder for klubsejladserne, hvilket
ærgrer Thomas Biering-Nielsen, for netop klubsejladserne kan være med til at få flere sejlere på vandet – i egen båd eller som gaster. Og så kan de være med til at højne det sociale miljø i kubberne og styrke fællesskabet. Desværre har disse kapsejladser fået et image som stærkmands-konkurrencer, hvor man presser sig selv og hinanden. Disse ekstremsports-fortællinger flugter ikke med virkeligheden. Og kapsejlads er nu engang, hvad man gør det til.
– De fleste både konkurrerer på et plan, hvor det sagtens kan lade sig gør at have ”en lærling” med. Og alle både er velegnede til det, pointerer Thomas Biering-Nielsen.
FLERE PÅ VANDET
I Danske Tursejlere er man helt enig i Thomas Biering-Nielsens betragtninger. Sekretariatschef Sune Abelgren Olsen siger:
– Man kan sagtens være kapsejler og tursejler på samme tid. Det er ikke hinandens modsætninger. Mange tursejlere har jo deltaget i kapsejladser og forenet disse to former for sejlads i årevis. Fællesnævneren er jo, at det er glæden ved at være på vandet, fællesskabet og naturoplevelserne, der er i centrum.
Fakta om Palby Fyn Cup:
- Palby Fyn Cup arrangeres af Bogense Sejlklub i samarbejde med sejladsens hovedsponsor Palby Marine.
- Sejladsen løber af stablen næste gang fra 31. maj til 2. juni i 2024.
- Tilmeldingen til næste års Palby Fyn Cup åbner mandag den 6. november.
- Palby Fyn Cup er Danmarks største kapsejlads med flere hundrede både.
- Banen rundt om Fyn er 135 sømil. Man kan også vælge den korte bane på 66 sømil. Der er start og mål i Bogense.
- Alle kan deltage – også dem, der kun vil sejle med for sjov, da der også arrangeres løb for tursejlere, som vil prøve turen uden at sejle kapsejlads.
- I forbindelse med Palby Fyn Cup vil der være flere aktiviteter på Bogense Havn. Alle er velkomne til at kigge forbi – også landkrabber.
Læs mere på Palby Fyn Cups hjemmeside www.palbyfyncup.dk.
Denne artikel findes også i Tursejleren 2023 – 4. udgave