fbpx

Uheldigt kranløft skader lystbåd

Med den rigtige forsikring undgår du økonomiske smerter, hvis kranløftet går galt.

FOTO: Anders Balle

Det er konklusionen, efter vores medlem Rasmus Lund Bro, var vidne til en lidt hård ”afsætning” af sin Jeanneau 35 i november 2022.

Vejret var perfekt til dagens opgave, og Rasmus Lund Bro var godt forberedt. Med på havnen havde han medbragt billeder fra sidste optagning, som viste, hvor stropperne skulle placeres på båden, og hvordan båden skulle stå i stativet

Alligevel går det galt, da havnens kranteam fik sat båden lidt hårdt i stativet og med bagenden først. Der lyder et højt og langt knæk, som hvis en gren brækkes langsomt. Båden løftes igen og bliver denne gang sat mere forsigtigt i stativet og med den rigtige vægtfordeling. Men det er tydeligt, at kølen har sluppet skroget fortil.

FORSIKRINGSSELSKABET PÅ BANEN

Rasmus anmelder skaden til Søassurancen Danmark, som sender en taksator for at besigtige og vurdere skadens omfang. Taksatoren konstaterer ret hurtigt tegn på væsentlige skader i skrogbunden over og omkring kølen.

Da det tyder på en ret alvorlig skade, sender havnens forsikringsselskab også sin taksator for at besigtige skaden. De to taksatorer bliver enige om, at få båden kørt til Dragør Bådeværft for delvis adskillelse og yderligere besigtigelse. Her medvirker Dirch Petersen fra Dragør Bådeværft.

Indledningsvis blev der foretaget såvel visuel som akustisk undersøgelse udvendig og indvendig, ligesom der blev foretaget boreprøver. Undersøgelserne viste tydelige tegn på dellaminering i skroglaminatet omkring kølen, ligesom der var synlige brud indvendigt.

KASKO DÆKKER

Dragør Bådeværft udførte reparationen efter aftale med de to taksatorer og forsikringstager. I forsikringssproget kaldes sådan en situation ”en ulykkelig hændelse”, som er dækket af bådens kaskoforsikring tegnet hos Søassurancen Danmark via Danske Tursejlere.

Men da det er et kranløft, som Rasmus Lund Bro har betalt for til havnen, søger Søassurancen Danmark efterfølgende regres hos havnens forsikringsselskab. I praksis betyder det, at havnens forsikringsselskab ender med at have den fulde udgift til reparationen af forsikringstagers båd.

I denne situation var Rasmus Lund Bro rigtig glad for, at han havde tegnet en kaskoforsikring. Hvis han kun havde haft en ansvarsforsikring, ville denne ikke have dækket skaden på båden. Og så havde han selv måttet betale værftet for reparationen, hvorefter han så kunne have søgt regres mod havnens forsikringsselskab og forsøgt at få sine udgifter refunderet.

DYRT OG BESVÆRLIGT

Fra andre situationer ved vi, at dette kan være en lang og besværlig og ofte dyr proces for forsikringstager – specielt ved f. eks. en kollision, hvor det kan være et udenlandsk forsikringsselskab, der repræsenterer modparten.

Dirch Petersen fra Dragør Bådeværft og formand for brancheforeningen ”Skib og Båd” fortæller:

– Som bådejer skal man ikke fortvivle, når uheldet er ude. Langt de fleste skader kan repareres af professionelle bådebyggere, så båden bringes tilbage til samme stand, som da den forlod producenten fra ny.

Tursejleren mødte Rasmus Lund Bro på havnen, mens han var i gang med at pakke båden til årets sommertogt.

– Jeg er absolut tilfreds med den ret omfattende reparation, som Dragør Bådeværft udførte yderst professionelt ligesom Søassurancen Danmark og selskabets taksator agerede hurtigt og kompetent, siger han.

Denne artikel er fra Tursejleren 2023 – 3. udgave.