Danske Tursejlere søge ny samarbejdspartner til at varetage serviceringen af foreningens ca. 150 turbøjer
Opgave
- Årlig servicering af 150 fortøjningsbøjer
- Test af nyt bøjesystem
Om opgaven
Danske Tursejlere servicerer årligt ca. 150 fortøjningsbøjer, som sejlere kan benytte til et pitstop eller en overnatning. Bøjerne bliver flittigt brugt fra maj til oktober af sejlere fra ind- og udland.
Formålet med denne udbudsrunde er dels at finde en afløser for foreningens nuværende serviceleverandør, og dels at få professionelle bud på, hvordan serviceringen kan optimeres med henblik på omkostningsbesparelser.
Læs evt. artiklen om DT’s nuværende bøjemands landgang her.
Nuværende set up
I det nuværende setup lægges turbøjerne ud om foråret, og tages ind igen til i det sene efterår. Alt dette foretages af et skib med en lille kran.
- Ved udlægning i foråret tilses og evt. skiftes ringanker, sjækkel og kæde, som fortøjer bøjen til havbunden.
- Ved indtagning om efterår tages den gule fortøjningsbøje på land, hvor den inspiceres herunder skrabes for begroning m.m. Bøjen erstattes af en midlertidig mindre vinterkugler, der gør det lettere at lokalisere anker og kæde på positionen til foråret.
- Se denne video for at få et indblik i den nuværende servicemetode:
Bøjernes placering kan ses via kortet her på siden.
Danske Tursejleres servicerer alle de gule bøjer med undtagelse af bøjerne ved Esbjerg, Ringkøbing Fjord, Mariager Fjord samt Limfjorden.
Teknisk set up
- Bøjerne ligger alle på ca. 2-3 meter vand
- Plastbøje med fortøjnings stang af jern
- 100 kg. ringanker af stål
- 10 meter 13 mm kæde monteret med stålsjækkel til bøjle på ankret
Metodefrihed
Danske Tursejlere er åbne for forskellige servicemetoder herunder bl.a. både bøjeservice med skib, pram eller dykker m.fl.
Danske Tursejlere har desuden fået tilladelse til at lade bøjerne ligge ude året rundt, hvilket muliggør, at der kun laves 1 servicetjek årligt per bøje på vandet, i stedet for at tage bøjerne ind om efteråret og lægge dem ud igen til foråret.
Entreprenøren bedes beskrive hvilken metode der vælges og om bøjerne bliver taget ind for vinteren eller påtænkes at skulle ligge ude året rundt.
Det må forventes, at kæde samt bøje skal skrabes for muslinger, ruer m.m. ved hvert servicetjek for at kunne tjekke særligt kædens stand.
Godstykkelse skal måles ved hver inspektion og dokumenteres. Inden opgaven påbegyndes skal Entreprenøren og Danske Tursejlere i samarbejde udvikle retningslinjer for hvilken minimumstykkelse kæder, sjækkel og ankerbøjer bør have.
For nuværende ligger alle bøjer på Danske Tursejleres ca. 35 samarbejdshavne, som er udvalgt strategisk efter bøjernes lokationer. Dermed må det i forbindelse med første bøjeudlægning i foråret 2025 påregnes, at bøjerne skal afhentes på disse lokationer. Dette koordineres i samarbejde med Danske Tursejleres sekretariat.
Betingelser
- Leverandøren er ansvarlig for standen af hele bøje setup’et.
Der forventes således et højt kvalitetsniveau, hvor sejlerne trygt kan ligge ved bøjerne uden fare for, at udstyret fejler. - Danske Tursejlere finansierer al bøjemateriel, som leverandøren bestiller hos Danske Tursejlere senest ved udgangen af oktober måned. Materialet levers til Danske Tursejleres lager i Odense, eller på en alternativ lokation efter aftale med leverandøren.
- Det forventes, at leverandøren udviser økonomisk sparsommelighed og kun udskifter grej, såfremt det findes nødvendigt – dog uden at gå på kompromis med sikkerheden jf. punkt 1.
Test af nyt bøjesystem
Det er Danske Tursejleres hensigt over tid at udvikle et turbøjesystem, som skåner havbunden mere end det nuværende setup og samtidigt kræver minimalt vedligehold. Derfor er Danske Tursejlere allerede nu i dialog med forskellige virksomheder, som kan levere alternative fortøjningsløsninger.
Disse løsninger skal testes i de kommende år, hvilket Danske Tursejlere ønsker at inddrage tilbudsgiver i med henblik på at gøre brug at dennes ekspertise og eventuelle fremadrettede servicering af de nye bøjesystemer.
Derfor vil tilbudsgivere, som giver positivt tilsagn om at bidrage til denne udviklingsfase, blive vægtet.
Entreprenøren bedes tilmed afgive tilbud på en enkelt testdag på 8 timer. Ved afgivelse af dette tilbud angives.
1) timeprisen på vandet
2) kørselspris til havnen ved testlokationen
3 )pris per sømil ifm. sejlads fra havnen til testlokationen
Økonomi
- I udvælgelsen af tilbudsgiver vil der blive anvendt et vægtet udvælgelseskriterium, hvor både pris og servicekvalitet vil indgå.
- Tilbuddet skal indeholde en samlet årlig pris på servicering af alle bøjer, således at bøjernes stand kan garanteres af leverandøren.
- Der afgives tilbud for 2 år med igangsætning i foråret 2025.
Frist og format
- Frist for afgivelse af tilbud er 19/03 2025
- Bøjerne skal i 2025 alle være udlagt senest 1/5 og gerne før.
- Tilbuddet skal indeholde en beskrivelse af den forventede servicemetode. Det skal i denne beskrivelse tydeliggøres, hvordan metoden kan sikre, at leverandører kan garantere det forventede kvalitetsniveau.
- Der kan gives tilbud på den samlede entreprise eller på kun dele af den samlede opgave, såfremt leverandøren har ønske om at servicere bøjer i et specifikt geografisk afgrænset område.
Tilbud og spørgsmål rettes til sekretariatschef hos Danske Tursejlere, Sune Abelgren Olsen på sune@dansketursejlere.dk eller tlf. 5143 8636