Når bådsæsonen går på hæld, vinteren nærmer sig, og er det tid til at forberede båden til opbevaring på land, så er det vigtigt at have styr på tjeklisten. En grundig tjekliste kan gøre hele forskellen mellem en båd, der overvintrer trygt og klar til foråret, og en, der udsættes for unødvendig skade og slitage. I denne artikel gennemgår vi de vigtigste trin og overvejelser, du bør have med, når du forbereder din båd til vintermånederne. Fra rengøring og konservering af motoren til beskyttelse mod fugt og frost – vi hjælper dig med at sikre, at din båd er i topform, når den igen skal søsættes til næste sæson.
HUSK: Alt efter hvilken forsikring du har på båden, så kan der være forskel på om du helt selv bestemmer om hvornår båden skal op ad vandet. De fleste forsikringsselskaber kræver, at båden ligger i en A-havn eller er på land senest d. 15. November. Tjek derfor altid med din egen forsikring for at være på den sikre side.
Mens båden stadig er i vandet:
1. Start ud med en grundig rengøring af båden, både indvendig og udvendig.
Støv og skidt på overflader og i skuffer og skabe suger fugt til sig. Fugten kan give grobund for skimmelsvamp og mug. Skimmel og mug gror glimrende i fugtigt støv og kan give affarvninger og mørke plamager, der ikke kan vaskes væk igen. Giv derfor båden en ordentlig hovedrengøringen indenfor.
HUSK: Når du har vasket køleskabet grundigt, så skal døren efterlades på klem for at undgå mug og lugt.
Udvendig vakses båden med vand og en smule tilsat mild bådshampoo for at fjerne alt salt. Her skal du være ekstra opmærksom på metalbeslag, hvor der kan opstå korrosion. Her kan du også tjekke gummilisterne rundt om vinduerne, hvor der nemt sætter sig skidt og snavs og lader man det stå til forår, vokser der pludselig alger og mos ved vinduerne. Giv derfor gummilisterne lidt silikonefedt. Det skyr vand og holder gummiet blødt.
HUSK: hvis du har en sprayhood eller vinduer i sprayhood må de kun vaskes i koldt vand, da sæbemiddel vil ødelægge materialet. Vinduer i sprayhood mættes med lampeolie eller lugtfri petroleum.
I forbindelse med rengøringen kan du også kontrollere alle beslag og tjek for eventuelle utætheder i dækket.
2. Rengør alle sejl, skøder, fald og tovværk
Tag alle sejl af, skrub og skyl dem for at fjerne alt salt og tør dem grundigt. Du kan bruge lidt sæbe og lunket vand til områder med ekstra salt eller snavs. Brug dog aldrig kemiske rengøringsmidler, da det kan forringe sejldugens egenskaber.
Kontroller alle skøder, fald og tovværk for slitage. Skyl det herefter grundigt i ferskvand, man kan eventuelt lade dem trække i et par timer, men brug ikke noget sæbe da det slider mere end det gavner.
Både sejl og tovværk skal være ordentligt tørret før det pakkes sammen, da det ellers kan give jordslag. Men lad ikke dine sejl hænge og blafre i vinden for at tørre dem, da du risikerer at de slides unødvendigt eller i værste fald rives, og skal til reparation.
3. Frostsikring dit vandsystem
Når vand fryser udvider det sig og kan få dine vandrør eller WC-kummen til at springe, derfor er det vigtigt at bådens vandsystem frostsikres. Tilsæt noget frostvæske til bådens ferskvandsystem, toiletsystem og kølevandsystem, det sænker nemlig frysepunket og sikre dig at vandet ikke fryser til is, hvis der skulle komme frost. Tøm din vandtank, spildevandstank, varmvandsbeholder og brusedræn og blæs dine ferskvandsslager igennem, så de ikke risikere at blive beskadiget.
4. Kontroller bådens søventiler
Du bør altid kontrollere bådens søventilerne ved at se om de kan dreje, og om de er tætte. Er søventilernes messing grøn, så pas på, da dette er tegn på korrosion og galvanisk tæring.
5. Klargøring af motoren
For at sikre bådens motor bedst muligt henover vinteren, er det nødvendigt at få den konserveret. Dette gør du ved at tilsætte frostvæske til motorens kølesystem. Herudover er det også en god skik at skifte olien før vinteren, da motorolien bliver beskidt med tiden og kan udvikle syre som forsage tæringer i motoren.
Det er også vigtigt at du undgår kondens i dieseltanken, hvilket du kan gøre ved at fylde tanken helt om eller tømme den helt. Benzintanke og dunke skal altid tømmes helt.
Har du en påhængshængsmotor, så skal gearolien skiftes og køres igennem med ferskvand. Smør også gerne alle bevægelige dele og tjek for tærezink og kølevandsimpeller hvert andet år. Er du i tvivl om hvornår det sidst er blevet gjort, så gør det gerne for en sikkerheds skyld.
Indenbordsmotorens propeller og propelakse skal også tjekkes for tæring og slør. Udskift gerne zink-anoderne på din propel og propelakse.
6. El-system og batterier
Alle batterier ombord skal lades helt op og frakobles, så der ikke er noget der kan dræne energien. Batterier kan tage skade af frost, specielt hvis de ikke er ladt op, derfor er den bedste beskyttelse at tage dem med hjem og opbevare dem et tørt og køligt men frostfrit sted.
Et godt tip er også at tjekke batteriet et par gange i løbet af vinteren. Tjek spændingen, hvis den falder til under 12,1V (50%), så skal det lades op igen.
Herudover skal du afbryde alle elektriske forbindelser, så de ikke trækker strøm eller irre i løbet af vinteren. Det du kan tage med hjem af elektroniske instrumenter er en god ide at få ud, for at undgå muligt tyveri.
Når båden er kommet på land:
1. Kontroller, spul og poler
Tjek kølen efter for eventuelle skader og kontroller om glasfiberlamineringen er intakt. Har båden fået nogle skader, er det bedst at få dem fikset inden frosten sætter ind, så man ikke risikere forværringer.
Spul herefter båden grundigt, mens den stadig er våd. Her er det nemmere at slibe bådens bund mens den stadig er gennemblødt. Herfra kan du også polere fribord og give den voks.
2. Få styr på fugten ombord
Det er vigtigt at sørge for at der ikke er for meget fugt ombord på båden i løbet af vinteren, så du ikke kommer tilbage til en båd med svamp. Hold derfor din båd velventileret og dermed fri for mug og skimmel. Du kan nemt tjekke om der er tilstrækkeligt ventilation ved at hænge en vredet klud til tørre i båden . Er den ikke tør næste dag, mangler der ventilation.
Der er mange måder hvorpå man kan forbedre ventilationen i båden. Her kommer det også an på om man overdækker båden med en presenning eller ej, i løbet af vinteren. Det vigtige er dog at der er tilstrækkeligt træk gennem båden.
HUSK: Hvis båden skal overdækkes, så tjek presenningen efter for huller, så der ikke kommer vand ind.
Her er det også en god ide at tømme båden for alt der kan suge fugt til sig, bl.a. dyner, tæpper, hynder, tøj osv. Hæng gerne nogle fugtposer op i båden som du skifter ud i løbet af vinteren for at undgå fugtskader.
3. Tjek roret
Tjek rorlejeret for slør. Har du et rat, så skal du tjekke styrewiren for slør, så den ikke kan hoppe af kvadranten. Tjek også alle bolte der holder rorsystemet sammen for løsrivelse eller korrosion.
4. Undersøg masten
Undersøg masten for revner og brud. Er der sket nogen skade, så kommer reparationen an på mastens materiale, derfor er det altid en god ide at kontakte en specialist.
Tjek wirenes kordeler. Er en kordel gået, så skal wiren skiftes. Kig også taklinger og splejsninger igennem. Rulleforstagets furler skylles i bund og top – brug ikke fedt eller olie, da det holder på snavs i kuglelejet.