fbpx

Styr på teknikken gir en sikker ankring

Har du tjek på praktikken og teknikken, når du ankrer op ved kysten, så er du klar til en ekstra god oplevelse på sejlturen

Thomas Veber er ikke i tvivl. Som rutineret ankerligger og forfatter til bogen ”Ankerliv” er det med stor erfaring, han siger: Hvis du lærer at ankre, så får du også flere oplevelser med din båd. I ”Ankerliv” giver Thomas Veber en række gode råd til, hvordan man får de gode oplevelser ved ankringen. Sikkerhed og tryghed er fundamentalt for de fleste. Ingen har lyst til at drive for ankeret. Derfor er det en god ide at bruge lidt ekstra tid på at sikre sig, at ankeret virkelig sidder fast i bunden. Det kan gøres på mange måder. Her får du den metode, som Thomas Veber selv bruger, og som aldrig har svigtet ham.

PLACERING AF ANKER

Når du har fundet det gode ankringssted, hvor der ikke er risiko for at svinge ind i sten, rev eller lavt vand, skal du kigge ned på bunden. Ankeret har lettest ved at grave sig ned og blive siddende, hvis der er sand, som altid ses som lyse pletter på bunden. Tang og sten som mørke. Det gør det lettere at finde sandet, som er det bedste at ankre i. Sejl op mod vinden og stop båden, eventuelt ved at slå bak med motoren. Sænk så ankeret ned på en lys plet.

SÆNK ANKERKÆDE/TOV UD

Hvis der er vind, vil båden begynde at drive baglæns. Sænk kæde/tov i vandet i nogenlunde samme fart, som båden driver. Kig ned på bunden for at afgøre, hvor stærkt det går. Hvis båden ikke driver, eller gør det for langsomt, kan du bakke lidt med motoren. Slå bak, sæt i frigear, bak lidt til, så du bakker forsigtigt. Du skal kunne nå at sænke kæden ned, så der endnu ikke er for hårdt træk på ankeret.

Bemærk, at når en båd driver, vil den ofte lægge sig med siden til vinden. Det er ok.

Som udgangspunkt skal du have tre gange vanddybden kæde ude. Hvis det blæser, skal du bruge fire-fem gange dybden. Bruger du ankertov, så øg længden til 5 gange dybden. Er du urolig? Så sænk et par meter kæde mere ud.

Det er bedst, at båden trækker så vandret som muligt på ankeret. Det får det til at grave sig ned og holde bedre fast. Jo mere kæde/tov der er ude, jo mere vandret vil trækket blive. Hvis kæden eller tovet er for kort, bliver trækket for skråt opad. Trækkes der for meget opad, hives ankeret op fra bunden, hvis der er kraft nok.

BAK FORSIGTIGT

Når båden ligger stille med stævnen op mod vinden, skal du sikre dig, at ankeret graves ordentligt ned i bunden. Begynd derfor at bakke forsigtigt. Først skal kæden/tovet strækkes ud, så båden vil bakke flere meter, inden ankeret forhåbentlig holder båden. Du skal bakke stille og roligt og meget langsomt, for ellers vil du i stedet for at grave ankeret ned i bunden rykke den lille smule fri, som måske allerede er nedgravet.

Hvis kæden hopper – det vil sige, at den rykvist bliver slap og stram – er det, fordi ankeret ikke sidder fast, men hopper over bunden. Gør den det, må du hive ankeret op og starte forfra. Og flytter båden sig stadigvæk, efter kæden er strakt helt ud, og du har bakket lidt, så sidder ankeret ikke fast. Også her må du desværre hive det op og starte forfra.

Det er ankeret, som holder stævnen op mod vinden. Et sikkert tegn på, at en båd driver, er, hvis den ligger med siden til vinden.

BAK HÅRDT

Hvis båden ligger stille, mens du bakker, ved du, at ankeret er begyndt at grave sig ned. Og at det holder. Men holder det også, hvis der kommer kraftige vindstød? Når kæden er helt strakt, kan du prøve at bakke hårdere. Og endnu hårdere. Kig på GPS’en, men ikke på loggen, om båden er i fart.

Kan du se bunden? Flytter den sig? Eller pejlemærkerne på land? Hvis ankeret ikke holder, er der desværre ikke noget at gøre. Ankeret skal op, og du skal starte forfra.

ER DU ALLIGEVEL UROLIG?

Når man sejler i varmt vand, for eksempel i Middelhavet, eller når det er højsommer herhjemme, er der flere, som tager en badetur med dykkerbriller og snorkler hen til ankeret. Så kan de med egne øjne konstatere, at det virkelig har gravet sig ned i bunden og vil holde.

ER DU STADIGVÆK LIDT UROLIG?

Hvis du er nybegynder i at ankre, behøver du ikke at starte med at overnatte for svaj. Prøv måske at ankre over en frokost eller for at tage en badetur en aften. Ved overnatning: Start med at gøre det en nat, hvor du er sikker på, at det vil være næsten vindstille. Der kan det ikke gå galt. Og jo mere du øver dig, jo bedre bliver du.

NÅR DU HAR ANKRET

Der kan selvfølgelig opstå uventede situationer på ankerpladsen, og så er det godt at være forberedt. Ankeret skal altid kunne komme hurtigt op og båden være klar til at sejle. Har du en fjernbetjening til ankerspillet, så sørg for at den altid ligger det samme sted, så du eller din besætning ikke skal lede efter den i en nødsituation. Er motoren klar til at kunne startes, og behøver den en nøgle? Sidder den i? Har du en pandelampe eller lommelygte, så du let kan få ankeret op i mørke? Indarbejd faste rutiner så selv en alvorlig situation let kan klares. Hav evt. altid en lille lommelygte liggende parat, og hav altid nøglen siddende i tændingen, når du ligger for anker. Selv i mørke kan du på den måde hurtigt få ankeret op og flytte båden, hvis det er nødvendigt.

Vil du se mere om hvad Thomas Veber laver, kan du følge ham med på hans hjemmeside eller YouTube-kanal.

Vind i Sejlene: Alt du skal vide om ankertyper og korrekt ankring.
Vind i Sejlene: Bliv en mester til at ankre og få flere oplevelser med din båd.

Denne artikel er fra Tursejleren 2023 – 3. udgave.