Søstjernetogter
Skal du med på Søstjerne-togt? Søstjerne-togterne er ligesom Danske Tursejleres andre sommertogter – bare med børnefamilier. Her møder du en masse andre børn, og der er masser af tid til at lege, spille og hygge sig med forskellige aktiviteter i de havne, I besøger.
Herunder kan du læse mere om årets Søstjerne-togt, og tilmelde dig togtet sammen med din familie.
Kunne dine forældre eller bedsteforældre tænke sig at være togtledere på et Søstjerne-togt? Så kan de kontakte Danske Tursejlere og høre mere om, hvordan det foregår.

Søstjernetogter 2025

Tilmeld jer Søstjerne-togtet her
Børnene bliver automatisk medlem af Søstjernerne, når I tilmelder jer togtet. De får bl.a. en spændende medlemspakke, med bl.a. flag til båden og en opgavebog, der skal medbringes på togtet. Er barnet allerede medlem, skal de bare huske tingene fra medlemspakken.
At deltage på et af Danske Tursejleres sommertogter, kræver at forældre eller bedsteforældre er medlem af Danske Tursejlere. Det kan man blive fra kun kr. 265,- om året, og så får man mange andre medlemsfordele. Bliv medlem af Danske Tursejlere her
Der betales et depositum på kr. 500,- ved tilmelding til et togt. Gebyret refunderes, hvis man framelder sig togtet senest 14 dage før afgang. Tilmeldingsgebyret bruges til fælles aktiviteter undervejs.
Når du har betalt gebyret og tilmeld dig, modtager du en mail fra sekretariatet, hvor vi beder dig sende os yderligere oplysninger om din båd, kontaktoplysninger m.m.

Hvert sommertogt har en frivillig togtleder, der har planlagt turen på forhånd, i det omfang det er muligt. Togtlederen planlægger sejlruten, aktiviteter og udflugter, men uddelegerer ofte opgaver til deltagerne. Togtlederen står også for kontakt med havnene, der anløbes, og meget andet. Der afholdes skippermøder efter behov, hvor næste stræk planlægges og anden vigtig information deles.
Hvor mange fællesaktiviteter, der er på et sommertogt, afhænger meget af togtlederen og mulighederne på ruten. På nogle sommertogter har deltagerne nydt at være fælles om langt de fleste oplevelser og seværdigheder, og på andre togter har deltagerne nogle dage foretrukket at opleve på egen hånd. Dette er endnu en fordel ved sommertogterne – at du kan gå til og fra aktiviteterne, som det passer dig.
Herunder kan du se stemningsbilleder fra sommertogterne gennem årene.














