fbpx

Kontoret er lukket

Kontoret er lukket tirsdag den 3. december, da vi konverterer til nyt computersystem.
Vi forventer at være kørende igen onsdag d. 4. december. Indtil da bedes alle henvendelser sendes til os pr. mail.

Socialt ansvar sikrer Fultons virke

Private virksomheder og fonde bakker op om Fulton Fondens arbejde for at sikre både den sejlende kulturarv og udsatte unge en fremtid med perspektiv.

FOTO: Fulton Fonden

Takket være et engageret Ambassadørkorps og frivillige ildsjæle har opbakningen til Fultons drift og virke fået god vind i sejlene. Den økonomiske støtte, der kommer fra private virksomheder og fonde, er helt vital for at vi i Fulton Fonden kan opfylde formålene i vores vedtægter, siger tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, der siden 2021 har været formand for Fulton Fonden.

Det er Nationalmuseet, der ejer skonnerten Fulton, men det er Fulton Fonden, der afholder alle omkostninger i forbindelse med skibets drift og vedligehold. Og det er en bekostelig affære, der ikke alene kan dækkes af skibets egne indtægter.

UDSATTE UNGE MED FREMTID

Det er dyrt at holde sådan en ”gammel dame” sejlende, siger Bendt Bendtsen. Han fortsætter: – Men vi har etableret et Ambassadørkorps bestående af virksomheder, der deler de samme værdier, som vi arbejder ud fra. Og som gerne vil tage et socialt ansvar for de udsatte unge, så de kan finde en vej til en fremtid med et mål. Sammen med støtte fra forskellige fonde er disse bidrag med til at opretholde Fulton af Marstals drift og virke.

Bendt Bendtsen var i sin tid bl.a. økonomi- og erhvervsminister og som sådan også minister for søfarten. Herigennem har han også opbygget et stort netværk inden for branchen – et netværk der i dag bliver aktiveret i den gode sags tjeneste.

FLERE OMBORD

Der er meget positiv opmærksomhed omkring Fulton. Dels forstår man vigtigheden af at bevare skonnerten som en markant og aktiv del af vores maritime kulturarv. Og dels er der stor anerkendelse af vores sociale arbejde med de unge mennesker. Sidste år sejlede Fulton 10.000 sømil i de danske farvande. Der blev lavet 5.000 portioner havregrød ombord. Begge størrelser vil vi gerne have øget, for behovet er der.

Fakta om Fulton fondens formål:

Fondens vedtægter siger, at fonden skal:
• Sejle med unge, med særligt fokus på kulturelt og socialpædagogisk ungdomsarbejde
• Varetage og sikre driften af skonnerten Fulton af Marstal, i samarbejde med Nationalmuseet
• Udbrede kendskabet til den maritime kulturarv og fremme forståelsen for søfartens vilkår før og nu

Læs mere om Fulton Fonden her: https://fulton.dk/

Denne artikel er fra Tursejleren 2023 – 2. udgave.