I gamle dage skulle skibe, der sejlede med forskellige varer mellem lande, være på havet i lange perioder. Meget længere end i dag, hvor skibene sejler hurtigere og hvor vi også bruger både lastbiler og fly til at transportere vores varer. Det var rigtigt hårdt for sømændene, der heller ikke havde lige så gode forhold på skibene, som man har i dag.
En af de ting, der ikke var særligt rart, var at der kunne være enormt mange rotter og mus ombord. De spiste af maden og ødelagde den, så den ikke kunne sælges, de gnavede i vigtigt tovværk og sejl, og de medbragte farlige sygdomme, som ikke kunne behandles ude midt på havet. De var derfor et stort problem.
Men – hvad er det nu lige for et dyr, der elsker at fange mus og rotter? Det er selvfølgelig en kat!
Som skabt til livet ombord
Det regnede datidens sømænd også ud, og derfor begyndte de at tage katte med ombord på deres lange togter. Det gjorde de faktisk i flere hundrede år, og det var både handelsskibe, kongelige skibe og militære fartøjer, der benyttede sig af de firbenede besætningsmedlemmer, der således fik en meget vigtig rolle ombord.

Skibskattene havde masser af gode sovepladser og gemmesteder ombord

En skibskat sidder på dækket og holder et vågent øje med omgivelserne
Kattene hyggede sig rigtigt ombord på skibene. Der var alle de mus og rotter, de snedige katte kunne spise, der var masser af gode gemmesteder og muligheder for at klatre, som katte elsker. Katte er også meget smidige og har en god balanceevne, og det gjorde at de havde nemt ved at bevæge sig rundt på et skib, selv når det gyngede vildt.
En skibskat var også godt selskab for de ensomme sømænd, der ikke så sin familie i lange perioder. At have en kat at tage sig af og nusse med, gjorde livet ombord lidt lettere. Sømændene forkælede kattene med masser af opmærksomhed og legetøj, og de var gode til at få besætningen til at grine, når de lavede katte-tosserier.
Overtro sømænd og berømte skibskatte
Mange sømænd var overtroiske. Det betyder at man tror på myter og historier, der ikke er helt rigtige. Og at man skal gøre bestemte ting for at sikre at der ikke sker noget dårligt. Skibskattene blev fokus for en del overtro. Bl.a. var der nogle fortællinger om, at hvis skibskatten gerne ville hilse på en sømand, så var han beskyttet. Omvendt, hvis katten ikke ville hilse, ville der ske dårlige ting.
Og hvis en skibskat faldt over bord, så ville det betyde at der kom et voldsomt stormvejr. Derfor behandlede sømændene kattene utroligt godt, og hvis en kat skulle være så uheldig at falde i vandet, blev der straks sendt nogle ud i en robåd for at redde den.

I dag er der flere sejlere, der tager deres katte med ombord på sejlture og sommertogter. Det her er Gokke, der sidder og nyder udsigten.
Nogle skibskatte gik endda hen og blev berømte. Der var f.eks. Peebles, der blev kendt for at give pote til fremmede, der kom ombord, der var Chibley, der har sejlet rundt om jorden hele fem gange, Simon, der fik en hædersmedalje efter sin død, og Oscar – eller Usynkelige Sam – der overlevede hele tre skibsforlis!
I dag er der ikke rigtigt skibskatte ombord på handelsskibe mere. Vi har fundet andre måder at opbevare mad på ombord, og vi har andre muligheder for at bekæmpe rotter og mus. Men der er rigtigt mange lystsejlere, der tager deres katte med, når de tager på sejltogter.