fbpx

Pressemeddelelse: Sejlerne vinder kampen om afgift

Reduktion af statsafgiften på lystbådeforsikring er vedtaget i Folketinget med bredt flertal.
– Det er et stort skridt i retning af en total afskaffelse af afgiften, siger Danske Tursejleres Leif Nielsen.

Socialdemokratiet vender 180 grader og stemmer for en reduktion af statsafgiften på lystbådes kaskoforsikring, som foreslået af regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Dermed har en lang sej kamp af de danske lystsejlerne for at få afskaffet afgiften nået et foreløbigt mål.

– Danske sejlere kan være tilfredse med Folketingets beslutning, om end afgiften ikke er fjernet helt. De meldinger, der er kommet fra politikerne fra blå og rød blok i forbindelse med Folketingets 3. behandlings af lovforslaget, giver forhåbninger om, at den urimelige statsafgifts dage er talte. Og selv om afgiften i denne omgang ikke blev sløjfet, så vil vi anerkende politikernes oprigtighed og evne til at lytte til sejlerne i denne sag, siger forretningsfører i Danske Tursejlere, Leif Nielsen.

Fakta på bordet

Inden 3.behandlingen havde regeringen sammen med Dansk Folkeparti et flertal for at reducere kaskoafgiften fra 1,34% til 1%. Med Socialdemokratiets opbakning til forslaget er der ikke blot sikret et bredt flertal til nedsættelsen af afgiften. Der er også givet en accept af, at den er urimelig og skader både sejlerne, og medfører tab af arbejdspladser.

– Det er lykkedes os at få diskussionen om afgiften til at handle om fakta og ikke om fordomme om velhavende sejlere, der skulle have en skattelettelse. Vi har haft en rigtig god dialog med Socialdemokratiets skatteordfører om de faktiske forhold for lystsejlerne. Og vi har været i løbende kontakt med skatteordførerne fra de øvrige partier også. Vi føler, at vores argumenter har haft indflydelse på Folketingets behandling og endelige vedtagelse af lovforslaget. Det tegner godt for en fremtidig afvikling af kaskoafgiften, siger Leif Nielsen.

Klar til dialogen

Gennem de korte møder vi har haft med regeringens skatteordførere ved vi, at målet er en total afskaffelse af afgiften. Nogle af de samme toner hører vi så nu fra det største oppositionsparti. Vi opfatter dette som en invitation til yderligere dialog om kaskoafgiften, der kan besegle dens endelige skæbne uanset hvordan det kommende folketingsvalg falder ud. I Danske Tursejler går vi igen gerne ind i denne dialog med vores politikere, siger Leif Nielsen fra Danske Tursejlere.

Danske Tursejlere bringer i sit næste nummer af TURSEJLEREN et længere interview fra et møde i januar 2019 med Socialdemokratiets Jesper Petersen. Og en omtale af et møde på Christiansborg med skatteordførerne fra regeringspartierne. TURSEJLEREN udkommer medio februar.

– Jeg er blevet bevidst om, at afgiften faktisk udgør en pæn omkostning for helt almindelige bådejere og også har nogle uheldige sideeffekter, sagde Jesper Petersen (tv) på et møde i Sønderborg med Leif Nielsen fra Danske Tursejlere.

Øverste billede: Regeringens skatteordførere fra venstre: Venstres Jakob Jensen, Det Konservative Folkepartis Anders Johansson, Liberal Alliance Joakim B. Olsen samt forretningsfører i Danske Tursejlere Leif Nielsen arbejder for en afskaffelse af statsafgiften på lystbåde

Scroll to Top