Forår og fuglefløjt indvarsler den forestående sejlsæson, og det betyder, at der atter kommer masser af liv og aktivitet i havnene og på bådpladserne. Der skal klargøres til den nye sæson, og mange sejlere vil give deres båd en overhaling for begroning. Så dukker spørgsmålet om lovlig anvendelse af bundmaling uvægerligt op. Men det er efterhånden ganske enkelt at hitte rede i hvilken biocidholdig bundmaling, der må anvendes for at forhindre begroning af f.eks. alger og rurer, idet kun de godkendte malinger vil være tilgængelige på markedet. Og der må kun sælges og bruges bundmaling, der er godkendt af Miljøstyrelsen.
TJEK ETIKETTEN
Alle godkendte produkter har Miljøstyrelsens registreringsnummer på etiketten, og desuden kan de findes i Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddeldatabase. For korrekt brug følges anvisningerne på etiketten. Her står, hvordan midlet skal bruges og i hvilke mængder, samt hvilke forholdsregler man bør tage ved brug af midlet. Det er meget forståeligt, at sejlerne ønsker at båden er beskyttet mod begroning. En ubeskyttet skibsbund vil i løbet af få uger blive dækket af en blanding af forskellige organismer. Det påvirker blandt andet farten og brændstofforbruget; men begroningen kan også bevirke dårligere manøvreevne eller tilstoppet kølevandsindtaget. Og så kan vi være ude i et alvorligt sikkerhedsproblem. Biocidholdig bundmaling kan om ikke helt forhindre begroningen så i hvert fald reducere den. Men det har en pris, og den betaler miljøet.
MILJØET PÅVIRKES
De fleste bundmalinger er tilsat kemikalier – biocider. Desværre er mange biocider ikke kun giftige over for den uønskede begroning men også over for plante- og dyrelivet i havet. Det gælder også kobber, der er det mest brugte aktivstof til fritidsbåde i Danmark. Forkert brug af bundmaling og bundmalingrester kan føre til en unødvendig udledning af biocider til miljøet. Derfor skal man som sejler tage sig i agt, når forårsklargøringen byder på omgang med bundmaling. Faktisk har myndighederne mulighed for at straffe personer, der udfører miljøbelastende aktiviteter i strid med etiket og bestemmelser i bundmalingsbekendtgørelsen. Vil du granske reglerne om bundmaling nærmere, så kan
du se mere på Miljø- og Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Praktiske tips til bundmalingen
Når båden skal forårsklargøres, skal du tænke på miljøet. Det gøres f.eks. ved at følge nogle få enkle råd.
- Har du malet din båd med bundmaling med biocider (f.eks. kobber), så undgå at vaske eller skrubbe bunden, så længe båden er i vandet.
- Når du afvasker bunden om efteråret, sørg da for at opsamle malingsflager og begroning. Det er her den største mængde kobber findes. Læg eventuelt en presenning under båden, så materialet bliver lettere at opsamle. Fej det sammen og aflever det i havnens miljøcontainer.
- Ved forårsklargøring bør du opsamle alt afskrab af maling og slibestøv. Brug kun afrensningsudstyr (vakuumskrabejern, slibemaskiner, gelcoathøvl, mv.), der er koblet til en støvsuger.
- Du bør kun fjerne og slibe bundmaling med havnens udstyr, eller udstyr og metoder, der er godkendt af havnebestyrelsen efter havnefogedens anvisninger.
- Brug ikke kemikalier eller vådslibning til at fjerne bundmaling.
- Sandblæsning/-svirpning skal altid anmeldes til kommunen. Dette bør du gøre i god tid forud for behandlingen. Så kan kommunen rådgive om eller eventuelt stille krav til, hvordan du skal udføre sandblæsningen og hvordan du skal håndtere afrenset materiale og sand efterfølgende. Det anbefales, at du ”pakker båden ind” i et telt for at undgå, at støvet spredes.
- Også beddinger og vinterpladser har vist sig at være meget forurenede med biocider fra bundmalinger. Her kan du som sejler hjælpe til med at begrænse forureningen, når du fjerner den
gamle bundmaling