fbpx

Regler til søs

Mens vi venter på at vores myndigheder etablerer en central regel- og lovsamling om sejlads i de danske farvande, så er private aktører på banen med relevante oversigter.

Der er besværligheder med at hitte rede på sejladsreglerne, når turen krydser forskellige politikredse. Her pegede et medlem på det frustrerende forhold, at man skal surfe gennem et utal af myndigheders hjemmesider for at få klarlagt, hvilke regler, der gælder i specifikke områder. Hvorfor, lød det indlysende spørgsmål, findes der ikke én hjemmeside, hvor disse oplysninger er samlet? Og det afvæbnende svar var: rigspolitiet kan ikke finde ressourcer til at etablere og drive en sådan service.

TAGER AFFÆRE

Samme problematik er også gået Frank Larsen på. Og det i en sådan grad at han selv er gået i gang med at samle de oplysninger, som kan være interessante og relevante for blandt andet fritidssejlere, der vil have deres på det tørre. På siden www.slaebestedet.dk, som Frank Larsen driver, forsøger han at samle den mangfoldighed, der er af regler for motorbåde på vandet. Her kan du f.eks. orientere dig i de mere generelle regler som Søloven og de særlige regler om speedbåde og vandscootere. Der er links til landets politikredse og til regler, der gælder for specifikke geografiske områder. Hvis du vil vide, hvor mange penge du skal have op af lommen, i fald du overtræder reglerne, så er der også links til straf og bødetakster. Hjemmesiden kommer vidt omkring. Der er således et særligt afsnit om kaldesignal/MMSI og SRC/VHF certifikat. Og skulle du være ude med snøren, så er der da også god viden om reglerne for lystfiskeri.

SEJLERENS EGEN PLIGT

Frank Larsen udbygger gerne siden med flere regler. Hvis nogen er bekendt med regler, som skal tilføjes, kan de sende ham en mail. Han gør endvidere opmærksom på at www.slaebestedet.dks ejere eller administratorer kan ikke drages til ansvar for sidens indhold eller dens rigtighed. Det er enhver sejlers egen pligt at undersøge regler og lokale forhold. Hjemmesiden forsøger blot at samle information. Med andre ord bør du sikre dig at de informationer, du sejler ud med, er opdaterede og gældende. God tur.

Sådan finder du de lokale sejladsbestemmelser:

  • Gå ind på politiets hjemmeside
  • www.politi.dk
  • Vælg politikreds og kommune
  • Vælg Love og rettigheder
  • Vælg Lokale vedtægter
  • Vælg Sejlads