Forsikring:
Hvorfor er ansvarsforsikring og kaskoforsikring opdelt – og hvorfor får jeg to separate regninger?
Ansvarsforsikringen er en del af dit medlemskab og kontingent hos Danske Tursejlere, mens kaskoforsikringen er et tilvalg der tegnes hos Søassurancen Danmark. Derfor bliver de administreret og opkrævet hver for sig. Du vil derfor opleve at få én regning for dit medlemskab med ansvarsforsikring fra Danske Tursejlere og en separat regning for kaskoforsikringen fra Søassurancen Danmark.
Hvad er forskellen på en ansvarsforsikring og en kaskoforsikring?
Ansvarsforsikring dækker de skader, du forvolder på andre. Kaskoforsikring dækker skader på din egen båd.
Hvordan får jeg mit forsikringsbevis?
Du kan hente dit forsikringsbevis på din profil. Her logger du ind med dit medlemsnummer som brugernavn og din selvvalgte kode ved indmeldelsen.
Har du glemt dit login, kan du få oplyst dit medlemsnummer og ændre din kode ved at trykke “Glemt login”.
Jeg har skiftet båd – hvad gør jeg?
Har du fået en ny båd kan du logge ind på din medlemsprofil og opdater dine bådoplysninger, eller kontakte sekretariatet. Det er vigtigt, at vi har de rigtige oplysninger, hvis der skulle ske en skade.
Hvordan opsiger jeg min forsikring?
Du kan opsige din forsikring ved at kontakte sekretariatet og meddele hvad du ønsker at opsige – kaskoforsikring, ansvar, medlemskab eller en kombination.
Hvem er Søassurancen Danmark?
Søassurancen Danmark er forsikringsselskabet bag Danske Tursejlere. Da Danske Tursejlere blot er en forening og ikke et forsikringsselskab, samarbejder vi med Søassurancen Danmark hvor vi tegner ansvarsforsikringerne i en kollektiv forsikring og kaskoforsikringerne tegnes direkte ved Søassurancen.
Hvordan anmelder jeg en skade?
Du kan anmelde en skade via vores hjemmeside her eller ved at kontakte Søassurancen Danmark. Herefter bliver du guidet igennem forløbet.
Må jeg tage min båd med til udlandet?
Ja, men vær opmærksom på dækningsområderne og at der kan gælde særlige regler og krav til dokumentation i nogle lande.
Hvorfor får jeg farttillæg?
Efter at Folketinget den 15. maj 2018 har vedtaget den nye lov om lovpligtig ansvarsforsikring for fartøjer der kræver speedbådscertifikat, kan der blive opkrævet et farttillæg såfremt fartøjet er omfattet af denne lovgivning. For disse fartøjer vil der ud over det almindelige kontingent til Danske Tursejlere, som omfatter vores basis ansvarsforsikring, opkræves et farttillæg:
Farttillæg op til 20 knob: 200,- kr.
Farttillæg 21 – 30 knob: 400,- kr.
Farttillæg 31 – 45 knob: 800,- kr.
Du kan udregne om din båd kræver speedbådscertifikat her.
Hvad er garantifonden?
Bidraget til garantifonden er en konsekvens af oprettelsen af ”Garantifonden for uforsikrede eller ukendte fartøjer under 15 meter”, og udgør kr. 50,-.
Medlemskab:
Hvem er Danske Tursejlere?
Danske Tursejlere er en landsdækkende forening der arbejder for at gøre sejlerlivet trygt, attraktivt og tilgængeligt gennem forsikringer, adgang til turbøjer, kurser, sommertogter, magasinet Tursejleren og et stærkt fællesskab på tværs af danske fritidssejlere.
Hvad laver Danske Tursejlere?
Danske Tursejlere beskæftiger sig med rigtigt mange områder inden for fritidssejlads. Vi arbejder i korte træk for at gøre sejlerlivet mere attraktivt og sikkert. Det kommer til udtryk på mange måder; f.eks. har vores medlemmer adgang til flere hundrede turbøjer rundt omkring i landet, og vi arrangerer hvert år sommertogter, hvor fællesskab og oplevelser er i centrum. Som medlem får man også tilsendt vores sejlermagasin ’Tursejleren’, der er spækket med artikler og informationer om aktuelle emner. Vi sidder med i rigtigt mange organisationer og projekter, der arbejder for f.eks. øget sikkerhed på vandet og i havnene. Vi arbejder også for at formidle sejler- og naturoplevelser. Ikke mindst er vi klar til at tale fritidssejlernes sag, når det kommer til projekter og lovmæssige forhold, der påvirker dem. Vi spreder budskabet omkring glæderne ved fritidssejlads, bl.a. gennem forskellige konkurrencer og kampagner.
Én af de største fordele ved at være medlem af Danske Tursejlere er vores bådforsikringer. Som medlem får du automatisk en af landets billigste ansvarsforsikringer og favorable priser på kaskoforsikringer.
OBS. Vi varetager ikke opgaver for Søfartsstyrelsen, din lokale havn eller sejlklub, ej heller fungerer vi som omstilling til disse.
Hvad koster et medlemskab?
Prisen afhænger af typen på medlemskabet. Som medlem kan du få en ansvarsforsikring sammen med adgang til alle foreningens fordele. Se din aktuelle pris under “Bliv medlem”.
Hvad får jeg som medlem af Danske Tursejlere?
Du får bl.a. en billig ansvarsforsikring, adgang til ca. 300 turbøjer, vores magasin Tursejleren 4 gange årligt, mulighed for at deltage i sommertogter, kurser og konkurrencer samt gode rabatter på kaskoforsikringer. Se mere om hvad vi tilbyder under “Medlemsrabatter“.
Hvordan melder jeg mig ind?
Du kan nemt melde dig ind via vores hjemmeside med denne formular.
Kan en klub melde sig ind?
Ja! Når en klub melder sig ind kan deres medlemmer få rabat på deres individuelle medlemskab og ansvarsforsikring. Hertil får klubben muligheden for at hoste en masse fede arrangementer og tiltrække nye medlemmer. Læs mere under “Fordele for klubber“.
Hvordan opdatere jeg mine oplysninger?
Du kan opdatere dine oplysninger på din profil. Her logger du ind med dit medlemsnummer som brugernavn og din selvvalgte kode ved indmeldelsen.
Har du glemt dit login, kan du få oplyst dit medlemsnummer og ændre din kode ved at trykke “Glemt login“.
Jeg kan ikke logge ind, hvad gør jeg?
Har du glemt dit login, kan du få oplyst dit medlemsnummer og ændre din kode ved at trykke “Glemt login“.
Her skal du blot indtaste den mail vi har registeret på dit medlemskab, hvorefter du får tilsendt et link til at ændre din kode. På denne side står dit medlemsnummer også oplyst.
Turbøjer:
Hvem kan lægge til ved turbøjerne?
Alle medlemmer af Danske Tursejlere eller Dansk Sejlunion kan frit benytte sig af de 300 turbøjer der er lagt ud af de to foreninger.
Må man overnatte ved en turbøje?
Man må gerne overnatte ved en turbøje, så længe at det ikke er til gene for andre sejlere i området. Man skal dog frigive bøjen efter max. 24 timers ophold, hvis en anden båd ønsker at benytte bøjen.
Hvor mange både kan lægge til ved en turbøje?
Så længe bøjernes maksimale belastning på 15 tons ikke overskrides, må flere fartøjer må gerne benytte én bøje. Et fartøjs belastning beregnes som fartøjets vægt.
Hvor finder jeg turbøjerne?
Du kan finde turbøjernes placering på vores hjemmeside eller via vores app “Blå Oplevelser”
Tursejleren:
Hvornår udkommer Tursejleren?
Tursejleren udkommer 3-4 gange om året. Dette kan dog variere fra år til år afhængig af indholdets aktualitet. Du kan altid finde de seneste udgivelsesdatoer her.
Jeg har ikke fået mit magasin, hvad gør jeg?
Hvis du ikke har modtaget dit blad, har du 14 dage efter udgivelsesdatoen til at reklamere direkte til FK Distribution. Herefter bedes du kontakte sekretariatet.
Kan jeg bidrage med en artikel?
Har du et interessant og aktuelt emne eller f.eks. en turbeskrivelse, er du velkommen til at sende dit forslag til redaktionen@dansketursejlere.dk. Vi tager herefter dit forslag op til overvejelse, og du vil blive kontaktet, hvis vi mener at emnet er interessant og der er plads til at inkludere artiklen i Tursejleren.
Kan jeg annoncere i Tursejleren?
Ja, hvis du har et produkt eller en service, der er relevant for fritidssejlere, har du mulighed for at få en annonce i Tursejlere. Se yderligere information og retningslinjer her.
Sommertogter:
Hvem kan deltage i sommertogterne?
Alle, der er medlem af Danske Tursejlere, kan komme med på vores sommertogter. Der stilles ingen krav til erfaringsniveau, bare man har en båd at sejle i. Om du sejler i motorbåd eller sejlbåd er ikke så vigtigt. Der kan dog være krav til mastehøjde nogle steder, hvis broer eller sluser skal passeres, ligesom andre krav kan komme i spil på specifikke sommertogter. Sommertogterne foregår på den måde at en togtleder, som regel et erfarent og velorganiseret medlem, vælger at melde sig på et af vores planlagte sommertogter, eller selv planlægger et efter eget ønske. Her kan der så være specifikke krav til bådtype eller størrelse. Men som udgangspunkt bliver der altid planlagt sommertogter, så alle kan være med.
Hvordan tilmelder jeg mig?
Du kan se vores udvalg af årets sommertogter og tilmelde dig togterne. Her betaler du et gebyr på 500 pr. båd der i løbet af toget går til fælles arrangementer. Herefter får du tilsendt en mail med de oplysninger vi eventuelt skulle mangle om dig og din båd.
Kan børn og dyr komme med?
Ja! Vi har haft både hunde og katte med på sommertogterne før uden problemer. I forhold til børn har vi specifikt Søstjernetogter der er tilegnet børn samt et familie togt, med aktiviteter for hele familien. Se årets udvalg af sommertogter her.