Af Søsportens Sikkerhedsråd
Med en ny kampagne sætter Søsportens Sikkerhedsråd fokus på havnesikkerheden.
Når vinteren sænker sig over de danske havne, kan bådebroerne blive ualmindeligt glatte. Og specielt i de mørke måneder kan det være utrolig svært at se, om broen er forvandlet til en skøjtebane.
Derfor har Søsportens Sikkerhedsråd udviklet en kampagne, som skal være med til at gøre brugerne af de danske havne opmærksomme på sikkerheden – også på land.
Vejr og vind påvirker sikkerheden i havnene på denne årstid. For os er det vigtigt, at de mennesker, som enten bare går tur på havnen eller er nede og tjekke deres fartøj, er opmærksomme på, hvordan de kan færdes mere sikkert. Også selvom man kender havnen, vejen til ens fartøj og er vant til at færdes der, siger Martin Wagner, som er projektleder i SejlSikkert, Søsportens Sikkerhedsråds kampagnesekretariat.
Fra 2021 til udgangen af 2024 er der registreret 35 druknede i forbindelse med søsportsaktivitet. Otte af de fatale ulykker skete i havne. Og alene i de sidste to år udgør druknede i havne 33% af de druknede i Søsportens Sikkerhedsråds statistik.
Flere af hændelserne er sket i forbindelse med, at personerne har bevæget sig fra havnen ud til deres fartøj, hvor de er faldet i.
I vintermånederne er der ofte færre mennesker på havnen. Ja, man kan ofte være hele alene, hvis man tjekker sin båd i vintermånederne. Derfor bør man være ekstra opmærksom på omgivelserne – og passe endnu bedre på sig selv. Det håber vi, at den nye kampagne kan være med til at sætte fokus på, siger Martin Wagner.
Du kan støtte op om kampagne ved at bestille et af de nye skilte via hjemmesiden soesport.dk. Her kan du også se den nye kampagnefilm.

