Om at læse tidevandstabel, DMI’s vandstandsudsigt og vejrudsigt i danske farvande
Tekst: Frank Flemming Pedersen
Foto: Freepik
En sejler ankrer op for natten i det sydfynske øhav: 2,4 meter under kølen, tredive meter kæde ude, alt efter bogen. Det, han ikke tænker over, er, at dybden kan være forskellig inden for den cirkel, hvor båden kan svaje. Båden svajer jo om ankeret i takt med vind og strøm, med en radius, der svarer til udlagt kæde plus bådens længde. Hen på natten springer vinden om fra sydvest til nordøst og løjer samtidig af, så den vindstuvning, der har holdt vandstanden oppe hele aftenen, forsvinder på få timer, mens tidevandet samtidig er på vej mod lavvande.
Vandstanden falder 35 centimeter i løbet af natten, båden svajer over på cirklens modsatte side — og dér hæver bunden sig mod en lavvandet banke, som ikke var problematisk, da ankeret gik i. Ved daggry sidder kølen fast.
Eksemplet rummer hele problemet i en nøddeskal. En tidevandstabel og en vejrudsigt beskriver ikke det samme. De to kilder kan supplere hinanden, men de kan også pege i hver sin retning, og en sejler, der ikke kender forskellen, risikerer at stole på det forkerte tal. En tidevandstabel viser det astronomiske tidevand: den del af vandstanden, som månen og solen styrer. Den følger en fast rytme og kan beregnes præcist år frem. Derfor ser tabellen så autoritativ ud — klokkeslæt på minuttet, vandstand på centimeteren.
Når vind og strøm bestemmer
Men det astronomiske tidevand er kun den ene halvdel af regnestykket. Den anden halvdel er vejret: vindens tryk på vandet og de niveauforskelle, der opstår mellem Nordsøen og Østersøen. Den del kan ingen tabel forudsige. Den står i vejrudsigten — eller mere præcist i DMI’s vandstandsudsigt, der lægger meteorologiske beregninger oven i de astronomiske fakta og giver den samlede, forventede vandstand.
I Storebælt, Lillebælt og de indre farvande varierer det astronomiske tidevand med få centimeter, mens vinden over et par døgn nemt flytter vandstanden en halv meter eller mere. Her kan en tidevandstabel vildlede. Siger den højvande klokken to, men har en hård østenvind trukket vand ud af bæltet, kan sejleren sidde med reelt lavvande, mens papiret lover det modsatte. Og det opstuvede vand bevæger sig. Når vinden har presset vand ind i Østersøen og så løjer af eller springer om, løber det ud igen som kraftig strøm gennem bælterne. Tabellen nævner intet om den strøm, der i praksis er det, der driller sejleren mest.
Ikke som Den Engelske Kanal
Det er rigtigt, at tidevandsforskellen i de fleste danske farvande er beskeden sammenlignet med eksempelvis Den Engelske Kanal, hvor forskellen mellem høj- og lavvande kan overstige ti meter. I de indre danske farvande er forskellen typisk mellem 0,3 og 1,0 meter — afhængigt af, hvor du befinder dig.
Men en halv meter er nok til at sætte et fartøj med halvanden meters dybgang fast i en rende, der godt nok er afmærket, men som ved lavvande ikke leverer den dybde, søkortet lover ved middelvandstand. Og det sker hvert år for sejlere, der ikke tjekkede tidevanstabellen inden indløb.
Hvad skal sejleren stole på?
Konklusionen er ikke, at tabellen er ubrugelig. Den er præcis og pålidelig til det, den beskriver. Spørgsmålet er, hvor stor en del af virkeligheden den beskriver det pågældende sted. Den korte huskeregel holder hele vejen rundt: i Vadehavet styrer månen, og tidevandstabellen gælder. I bælterne styrer vinden, og så er det vejrudsigten og vandstandsudsigten, der gælder.
