Maritim Motormagi – foredrag med Thomas Veber
Sig farvel til motorproblemer og red sommerferien!
Pludselig stopper din dieselmotor, og der bliver helt stille omkring dig. Måske overvejer du nu at ringe efter søredningen? Men ofte er det faktisk meget enklere selv at reparere motoren, mens du er på havet. Selvom der ser uoverskueligt ud i motorrummet, så er en dieselmotor utrolig enkel. I langt de fleste tilfælde vil det ikke kun være billigere, men også hurtigere at løse problemet selv, end at ringe efter hjælp.
På foredraget “Maritim Motormagi” vil du ikke lære at skifte toppakning eller justere dyser. Til gengæld vil du lære hvordan du redder sommerferien og får motoren i gang igen, hvis den stopper. Mange problemer kan du nemlig selv løse på mindre end en time, og uden specialværktøj – også selvom du ikke er mekaniker eller tidligere har skruet i en motor.
OBS. Foredraget handler om indenbords dieselmotorer, og vejleder dig i simpel vedligehold.