fbpx

Må du bruge din grill på båden i havnen?

Det er de lokale havnemyndigheder, der skal give tilladelse til at benytte gasgrill og øvrige griller andre steder end på havnens grill-pladser

Det er sommer, det er sol, og det er grillvejr. I lystbådehavnene er sejlerfolket hen under aften ved at gøre klar til en yndlingsbeskæftigelse: grillmåltidet.

I de fleste havne har man etableret grillpladser, hvor duften af den svage røg fra grillkullene fortæller at aftensmaden er på vej. Nogle sejlere foretrækker at blive på båden, tænde den lukkede gasgrill og tilberede råvarerne her. Aftenroen sænker sig. Sådan da. For må du i det hele taget bruge din gasgrill på båden? Eller er du henvist til at benyttede de områder på havnen, der er særligt indrettet til grillaktiviteter?

Det er spørgsmål, vi i sekretariatet af og til bliver stillet af vores medlemmer. Og svaret er: det kommer helt an på, hvilken havn du ligger i.

HAVNEMYNDIGHEDERNE BESTEMMER

Reglerne for at grille i lystbådehavnen fremgår af ”Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne”. Her står i pkt. 4.7, som omhandler brug af grill og åben ild:

”Følgende aktiviteter må kun finde sted inden for havnens område med havnemyndighedens tilladelse. b) Åben ild, herunder åben grill, om bord i fartøjet og på havneområdet i øvrigt uden for eventuelle dertil indrettede grill-pladser.”

FLID MED PÅ RÅD

Vi har forhørt os i Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), som jo er lystbådehavnenes brancheforening med henved 300 af landets små og store lystbådehavne som medlemmer. Her fortæller direktør Jesper Højenvang, at den bekendtgørelse, der henvises til, er ret gammel (fra april 2002 red.) og dermed skrevet i en tid, hvor der ikke fandtes lukkede gaskugle- eller elgrill.

I FLID håber Jesper Højenvang, at der kommer en revision af Standardreglementet. Og at man i samråd med Sikkerhedsstyrelsen kan vurdere, om teksten vedr. brug af grill / åben ild, herunder evt. vedr. gas- og elgrill skal justeres.

– En grund til at revidere den er, at der også ved brug af gasgrill er risiko for brand. Det drejer sig bl.a. om brand i madrester eller gasslange, skader på beklædningsgenstande mv. på grund af strålevarme og stikflammer, grill der vælter, på grund af blæst eller ujævn overflade. Og så har vi meget hurtigt åben ild med risiko for brand i både, skader på broer m.m., siger Jesper Højenvang.

SPØRG I HAVNEN

Så indtil en revision af Standardreglementet er på plads, så henvises der til den gældende praksis og lader det være op til den enkelte havnemyndighed at afgøre, om der i den pågældende havn skal gives tilladelse til at benytte gasgrill/øvrige griller andre steder end på havnens grill-pladser.

Så det gode råd må være at forhøre sig på havnekontoret ved ankomst til havnen. Det gode grillmåltid skulle jo nødig afbrydes af myndighedspersoner med alvorsminer.

Denne artikel er fra Tursejleren 2023 – 3. udgave.