I denne artikel kan du læse om lakering af din båd og få en guide til, hvordan du får det bedste resultat uanset om du starter forfra eller vedligeholder gammel lak.
At eje en båd er ikke bare en investering i sjov og eventyr på havet, det er også hårdt arbejde og vedligeholdelse – særligt i forhold til at beskytte din båd mod havet og vindens påvirkning.
En af de afgørende dele af bådvedligeholdelse er lakering. Det er hårdt arbejde og du kan ikke hoppe let over. Til gengæld kan du glæde dig ved, at det både får din båd til at se smuk ud og giver træværket en beskyttende barriere mod vind, vejr og saltvand. Det kan altså godt betale sig at bruge tid og energi på denne opgave.
I denne artikel dykker vi ned i bådlakering og giver dig en guide til hvordan du skal gøre.
Fakta om bådlakering
Inden vi dykker ned i de konkrete trin i lakeringsprocessen, er der en række opmærksomhedspunkter, som er vigtige at vide:
Vent på varmen
Jo varmere temperaturer du arbejder under, jo bedre forudsætninger har lakken. Du skal derfor ikke planlægge at lakere i vintersæsonen, men derimod vente på varmere temperaturer. På den måde får du det bedste resultat.
Arbejd i støvfrie omgivelser
Når du skal i gang med at lakere, skal du forholde dig til, om det er muligt at undgå at få for meget støv i din lak. Omgivelserne du lakerer i skal med andre ord være så støvfrie som muligt, så du ikke får skidt og møg i den våde lak. Det er frustrerende at stå med et færdigt resultat, hvor der tydeligt er støvspor i lakken – og det kan undgås, hvis du er opmærksom på det.
Lakeringsteknik
Når du lakerer, skal du være opmærksom på at tage en hel flade ad gangen. Du kan med andre ord ikke stoppe på halvvejen, men skal planlægge med at have tid til at gøre en hel flade færdig, før du holder pause. Du får altså de pæneste resultater, hvis du påfører lakken vådt i vådt, så den binder i penselstrøgene og ikke lægger sig ovenpå allerede påført lak.
Forberedelse til lakering
Afhængig af om du vil starte helt forfra med ny lak eller tilføre ny lak ovenpå eksisterende og på den måde lappe og vedligeholde, findes der forskellige fremgangsmåder. Her vil vi gennemgå de to fremgangsmåder:
Guide til at starte helt forfra med ny lak
Når du vælger at starte forfra med ny lak på dit træværk, kan det være fordi det gamle står med meget slid og hakker/huller og derfor trænger til at blive slebet ordentligt ned, inden lakken påføres igen. For at få et godt resultat, er der en række handlinger, du skal igennem.
- Start med at fjerne de gamle rester ved hjælp af en skraber og en varmepistol. På den måde kan du skrælle gammel lak af.
- Derefter skal du slibe træet, så det fremstår som du ønsker.
- Inden du skal påføre første lag lak, skal du affedte overfladen med acetone eller alkohol.
- Nu er du klar til at påføre det første lag enten med en pensel eller en pude.
- Mellemslib mellem lagene efter producentens anvisninger.
- Efter hver mellemslibning skal du fjerne alt støv inden påføring af nyt lag lak.
Hvis du har fjernet alle rester og er startet helt forfra med lak, skal du opbygge lakoverfladen igen over mange gange. Husk at mellemslibe mellem hvert lag for at sikre, at lakken fordeler sig i alle ujævnheder. Læs fabrikantens anvisninger for hvor mange lag der anbefales, i hvilket blandingsforhold og hvor lang tid der skal gå mellem behandlingerne.
Guide til at vedligeholde gammel lak
Hvis du vælger at vedligeholde den gamle lak uden at fjerne alt og starte forfra, skal du følge en anden fremgangsmåde. Din lak fremstår i dette tilfælde fin og der er blot brug for at lappe små ridser og vedligeholde og genskabe en smuk lakoverflade.
- Begynd med at ridse overfladen med sandpapir korn 120-180 afhængig af overfladens stand. Jo mere slidt overfladen er, jo grovere skal sandpapiret være.
- Derefter skal du affedte overfladen med acetone eller alkohol.
- Når overfladen er støvfri og affedtet, skal du påføre lak i tynde lag. Husk at mellemslibe.
Det er meget vigtigt, at lakken ikke er for tyk. Du skal derfor fortynde lakken og sikre dig at den ikke er for genstridig at påføre, men heller ikke for tynd, så den løber for meget. Se fabrikantens anvisninger for fortynding af lakken. Du skal mellemslibe mellem dine påføringer – og påføre nye lag indtil din overflade er plan og lakken har lagt sig i et jævnt lag.
Afrunding
Lakering af din båd er ikke bare en nødvendig vedligeholdelsesopgave. Det er også en investering i både beskyttelse og æstetik. Ved at gøre lakering til en del af vedligeholdelsen og klargøringen af din båd, giver du din båd den rette beskyttelse og sikrer at træværket har mange flere sæsoner i sig.
Uanset om du er en erfaren bådejer eller ny inden for bådpleje, er nøglen til en vellykket lakering opmærksomhed på detaljer og korrekt udførelse af hvert trin. Husk at vælge de rigtige materialer, bruge den passende teknik, og tage dig tid til at opnå det ønskede resultat. Med denne guide håber vi, at dit arbejde med at lakere virker mere overskueligt og at du får et godt og tilfredsstillende resultat – også selvom opgaven kan virke lidt uoverskuelig.
Hvad skal du bruge:
- Sandpapir i forskellige kornstørrelser.
- En god pensel som matcher den lak du bruger. Se fabrikantens anvisninger om der anbefales pensler med syntetisk- eller naturhår.
- Affedtning: Enten acetone eller alkohol.
- Fortynder der passer til din lak.
- Blå malertape til afdækning.
- Blandingsbæger med låg.