Tilrettelæggelse: Frank Flemming Pedersen, FFP Kommunikation.
Tekst: Frank Flemming Pedersen
Danske Tursejlere siger tak for lån af foto til: Frank Flemming Pedersen, Colourbox, Destination Kystlandet, Jesper Rais, Melissa Villumsen og Sarah Green.
Udgivet i 2026
INDLEDNING
Der er ruter, man sejler, fordi vejret og kursen passer. Og der er ruter, man sejler, fordi de er noget i sig selv. Turen fra Endelave via Hjarnø til Horsens er af den anden slags. Når man har lagt den 13 kvadratkilometer store Endelave bag sig, så ligger Hjarnø lige ret fremme mod vest. Øen ligger ved mundingen af Horsens Fjord og er knapt tre kilometer lang. Den har været beboet siden rensdyrjægernes tid for omkring 9.500 år siden.
Vikingetiden sætter sit tydelige præg på øen. Ifølge Saxo kobles Hjarnøs navn til skjalden Hjarne, der efter at have skrevet et ligkvad over kong Frode Fredegod kortvarigt bar kongetitlen — inden historien endte i en duel, som han tabte. På øens sydkyst ligger Kalvestene: ti skibssætninger fra vikingetiden, der markerer magten over indsejlingen til fjorden.
Fra Hjarnø fører ruten ind i selve fjorden, som er et beskyttet naturområde med et rigt fugle- og dyreliv. Sejladsen ind mod Horsens foregår i læ af skovklædte skrænter, og vandet bliver gradvist mere stille, jo længere man kommer ind.
Horsens har været bebygget siden 900-tallet og udviklede sig i løbet af 1800-tallet til en af Danmarks vigtigste industribyer. Indbyggertallet blev næsten tidoblet fra cirka 2.400 til 22.000 på under hundrede år, og i 1901 var Horsens Danmarks femtestørste by.
Havnen er ikke bare en baggrund for byen — den er dens udgangspunkt. I 1700-tallet var Horsens en driftig handelsby med sin egen handelsflåde. Byen havde 17 skibe, som mest for søndenfjells på Norge, til København, Lübeck, Flensborg og Østersøen, mens de største skibe måtte overvintre i Stensballe Sund og losse via pramme.
Med industrialiseringen i 1800-tallet ændrede havnens rolle karakter. Jern til støberierne, bomuld til spinderierne og tobak til cigarfabrikkerne skulle nu indskibes i hidtil ukendte mængder, og havnebassinerne blev gradvist udbygget til at modtage de nye dybtgående dampskibe. I 1868 kom jernbanen, og langs havnekajen anlagdes togskinner, så gods nu kunne flyttes direkte fra skib til bane.
Den maritime forbindelse strakte sig også ud i fjorden. Horsens Dampskibsselskab drev person- og godstransport fra Horsens til Snaptun og øerne Hjarnø, Alrø og Endelave med dampskibene „Activ“ og „Agda“ — den samme rute, man som sejler i dag tilbagelægger for egen motor og vind.
Marinaen ligger tæt på bymidten og er udgangspunkt for besøg på Industrimuseet, Fængslet og byens øvrige kulturinstitutioner.
Horsens – fængslet og friheden på fjorden
Der er ruter, man sejler, fordi vejret og kursen passer. Og der er ruter, man sejler, fordi de er noget i sig selv. Turen fra Endelave via Hjarnø til Horsens er af den anden slags. Når man har lagt den 13 kvadratkilometer store Endelave bag sig, så ligger Hjårnø lige ret fremme mod vest. Øen ligger ved mundingen af Horsens Fjord og er knapt tre kilometer lang. Den har været beboet siden rensdyrjægernes tid for omkring 9.500 år siden.
Vikingetiden sætter sit tydelige præg på øen. Ifølge Saxo kobles Hjarnøs navn til skjalden Hjarne, der efter at have skrevet et ligkvad over kong Frode Fredegod kortvarigt bar kongetitlen — inden historien endte i en duel, som han tabte. På øens sydkyst ligger Kalvestene: ti skibssætninger fra vikingetiden, der markerer magten over indsejlingen til fjorden.
Fra Hjarnø fører ruten ind i selve fjorden, som er et beskyttet naturområde med et rigt fugle- og dyreliv. Sejladsen ind mod Horsens foregår i læ af skovklædte skrænter, og vandet bliver gradvist mere stille, jo længere man kommer ind.
Horsens har været bebygget siden 900-tallet og udviklede sig i løbet af 1800-tallet til en af Danmarks vigtigste industribyer. Indbyggertallet blev næsten tidoblet fra cirka 2.400 til 22.000 på under hundrede år, og i 1901 var Horsens Danmarks femtestørste by.
Havnen er ikke bare en baggrund for byen — den er dens udgangspunkt. I 1700-tallet var Horsens en driftig handelsby med sin egen handelsflåde. Byen havde 17 skibe, som mest for søndenfjells på Norge, til København, Lübeck, Flensborg og Østersøen, mens de største skibe måtte overvintre i Stensballe Sund og losse via pramme.
Med industrialiseringen i 1800-tallet ændrede havnens rolle karakter. Jern til støberierne, bomuld til spinderierne og tobak til cigarfabrikkerne skulle nu indskibes i hidtil ukendte mængder, og havnebassinerne blev gradvist udbygget til at modtage de nye dybtgående dampskibe. I 1868 kom jernbanen, og langs havnekajen anlagdes togskinner, så gods nu kunne flyttes direkte fra skib til bane.
Den maritime forbindelse strakte sig også ud i fjorden. Horsens Dampskibsselskab drev person- og godstransport fra Horsens til Snaptun og øerne Hjarnø, Alrø og Endelave med dampskibene „Activ“ og „Agda“ — den samme rute, man som sejler i dag tilbagelægger for egen motor og vind.
Marinaen ligger tæt på bymidten og er udgangspunkt for besøg på Industrimuseet, Fængslet og byens øvrige kulturinstitutioner.
Vi har kastet fortøjningerne efter et par gode dage på Endelave, hvor de vilde kaniner begejstrede, og de superfine badeforhold i havnebadet tiltrak de yngste gaster i en grad, så selv aftensmaden måtte udsættes. Vi sejler øen agterud, alt imens vi vinker farvel til gode sejlervenner, der har andre planer, og er således på egen hånd på vej mod nye eventyr. Et af dem starter faktisk lige om lidt på øen Hjarnø, der ligger en kort sejltur fra Endelave.
Vi følges på vej af færgen, der sejler mellem Endelave og Snaptun, der ligger lige ud for vores destination. I Hjarnø havn er der stadig ledige pladser trods livlig aktivitet, hvor også øens lille færge til Snaptun glider roligt frem og tilbage over sundet og lægger til.
Selv om vi blot har været på øen en kort stund, er opholdet allerede dømt til succes. De unge mennesker i besætningen har nemlig spottet badestranden med det hvide sand, der ligger tæt på havnen. Her er meget lavvandet, så helt små børn kan bade der — hvilket de så sandelig også gør.
Oven for havnen — en anelse mod øst — løfter den hvide kirke sig stille i landskabet. Den er landets næstmindste, men som den står der med udsigten over fjorden, har den måske vores dejlige lands bedste beliggenhed. Turen går videre ad Hovedvejen til vandet og Kalvestenene, som er ti skibsformede stensætninger i et fredet område — gravmonumenter for de mægtige mænd eller kvinder, som et sted mellem år 600 og 900 styrede øen og dermed indsejlingen til Horsens Fjord.
Længere oppe ad kysten, hvor de stejle klinter rejser sig mod Kattegat, bor store kolonier af digesvaler, der har gravet reder i klinten. De har travlt og suser ind og ud af deres redehuller efter føde, for de kan faktisk nå at opfostre to kuld unger i løbet af en sommer.
På hjemvejen drejer vi ind i kirken. Vi beundrer udsigten fra bakketoppen, inden vi træder ind i kirkerummet med plads til 50 kirkegængere. En gammel døbefont fra 1100- eller 1200-tallet står tungt og støt i rummet, og fra loftet hænger kirkeskibet i form af et vikingeskib med klinkbygget skrog, ravnehoved og brede årehuller. Det er enestående i Danmark og passer perfekt til en ø, der ifølge sagnet skylder sin eksistens til en vikingekonge.
Slut med kulturen for denne gang og tilbage til båden — eller rettere badestranden. Dagen klinger så småt ud.
HJARNØ–HORSENS
Sejlturen fra Hjarnø til Horsens er kort med flot udsigt til det idylliske fjordlandskab. Langs Hjarnøs kyst ligger brede bælter af siv, og i området ses ofte skarver, svaner og forskellige andefugle, som holder til på stenrev, pæle og lavvandede zoner. Fuglelivet er et særkendetegn for fjorden, der fungerer som raste- og fourageringsområde for mange arter.
Vi sejler gennem Glud Håb, passerer landtangen Borre Knob og er nu inde i Horsens Fjord, der vestpå åbner sig i et bredt bassin, som i sommerhalvåret bruges flittigt. Længst inde i fjorden ligger Horsens Marina, en moderne lystbådehavn med broer, servicebygninger og et tæt miljø af fritidssejlere. Herfra kan man se byens centrum med kirketårne og nyere byggeri, som rejser sig bag havnen.
Da vi får fortøjningerne gjort fast, slår stemningen os straks i møde. Marinaen har bevaret sin oprindelige maritime atmosfære med lune røde træskure i det gamle fiskerkvarter, hvilket giver området karakter. Der er en fin legeplads, en krabbebro og en trækfærge til barnlige sjæle — sidstnævnte er populær hos de mindste besætningsmedlemmer, der hurtigt glemmer båden og kaster sig over nye eventyr ved kajen.
Selv på de allermest spændende sejlereventyr skal dagligdagens trivielle gøremål også klares. Dagligvarerne indkøber vi blot ti minutters gang fra marinaen. Vi er ved at være parate til morgendagens udflugt til Horsens by.
NIMBUS, DAMPMASKINER OG DIESELMOTORER
Fra havnen er der kort vej til bymidten. Horsens centrum er præget af hyggelige gågader med brosten, små sidegader med specialbutikker og et varieret caféliv. Byen har en blanding af historiske bygninger, der vidner om fortiden, og moderne arkitektur, der peger fremad.
Horsens har sine rødder dybt plantet i industriproduktionen — og hvor er det bedre at få et kig tilbage i tiden end i Industrimuseet, som også er Danmarks nationale industrimuseum. Museet åbnede i 1977 og fik statsanerkendelse i 1984. Det ligger på grunden, hvor byens gamle el- og gasværk engang stod, og det er næppe tilfældigt: Horsens er en af Danmarks mest udprægede industribyer, og museet vokser direkte ud af den historie.
I maskinhallen brummer store dampmaskiner og dieselmotorer stadig, når de sættes i gang — det er ikke udstillede genstande bag glas, men levende maskiner. Arbejderboligerne er møbleret og indrettet fra forskellige årtier og giver en meget konkret fornemmelse af, hvordan hverdagen tog sig ud for en arbejderfamilie. En rekonstrueret butiksgade, gamle skolestuer og meget andet fylder billedet ud.
Museet er heller ikke bare noget, man går rundt og kigger på. Man kan selv prøve samlebåndsarbejde, følge tekstilproduktionen og se trykkeriet i brug. Børn kan blandt andet bygge motorer i et knallertværksted. Der er også et Nimbus Motorcykelmuseum og en legeplads inspireret af Horsens’ industrihistorie — legetårnet forestiller en gammel gastank.
ET KIG I KIRKEN
Vi sætter kursen mod byens gågade og shoppingområde — dels for at spise frokost og dels for at se, om ikke der skulle vanke et godt tilbud i en af byens butikker. Vejen falder forbi Horsens Klosterkirke, og vi stikker hovedet ind. Kirken blev opført i midten af 1200-tallet som en del af et franciskanerkloster. Efter reformationen blev klosteret nedlagt, men kirken står stadig som et af byens ældste bygningsværker. Kirken er bygget i gotisk stil med røde munkesten. Indvendigt rummer den en række bemærkelsesværdige inventarer fra klostertiden, herunder en højaltertavle fra ca. år 1500 med en Golgatascene, et mere end fire meter højt krucifiks og smukt udskårne korstole fra samme periode. Altertavlens yderste fløje opbevares i dag på Horsens Museum. I dag fungerer Klosterkirken som sognekirke og kulturelt samlingspunkt i Horsens.
SHOPPING I SØNDERGADE
Horsens er ikke kun kendt for museum, industri og mekanik. Også det store udvalg af butikker og shoppingmuligheder er et kendetegn. Byens centrum lokker med mere end 150 butikker, der spænder fra kendte kæder til små specialforretninger, genbrugsbutikker og unikke designbutikker. Gågaden Søndergade er et pulserende handelsstrøg, hvor man finder alt, hvad hjertet begærer.
Lige nu er vi dog mest interesseret i en frokost. Udbuddet er stort, og vi har ikke besvær med at finde et spisested. Roen falder på et øjeblik, mens vi fouragerer og kigger på mennesker — to aktiviteter, man aldrig bliver træt af. Vi runder byturen af med at drive lidt rundt i gågaden og de omkringliggende stræder. Der er dog ikke noget, der frister lige i dag, så vi vender snuden hjemad mod marinaen igen.
BAG TREMMER I HORSENS
Vi har endnu en dag i Horsens by, inden vi flytter fortøjningerne. Da vores unge gaster dagen før havde forsømt deres pligter ombord, er det nu tid til, at de skal have deres straf. Dommen er hård men retfærdig og lyder på to timers fængsel. De ved selvfølgelig godt, at det er pjat — men en lille tvivl sætter alligevel ind, da vi fortæller, at dagens udflugt går til Fængslet.
Afsted med os på trods af rullende øjne og trætte ben. Alt dette ændrer sig dog straks, da vi nærmer os Fængslets store grønne porte. For der er noget ved det sted. Det er ikke et museum, hvor man går stille rundt og læser tekster på væggen. Det første, der rammer én, er lyden. Stemmer, skridt, dunken på tunge celledøre. Fangerne og vagterne er rykket ind igen som skygger på gangene og stemmer i telefoner og samtaleanlæg.
Og så var det, at vores ungdom pludselig stod med en af de gamle telefonrør for øret og lyttede koncentreret til en fanges beretning om livet bag tremmer. Vi gik gennem cellegangene og kiggede ind i de små rum, hvor voksne mænd tilbragte år af deres liv.
Fængslet har eksisteret siden 1853 og var aktivt i mere end 150 år. Det er lang tid, og historien er ikke uden voldsomme kapitler. Man kan se, hvor og hvordan henrettelser foregik i fængslets tidlige år, og læse om de politiske fanger fra besættelsestiden — heriblandt den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, der afsonede her efter krigen. Det er tung kost, men formidlet på en måde, der hverken er sensationel eller utryg for børn.
Højdepunktet var flugttunnelen. Carl August Lorentzen gravede sig i 1949 ud under fængselsgården i en 18 meter lang tunnel med bare hænderne og enkle redskaber. Tunnelen er rekonstrueret, og man kan kravle igennem den selv — det gjorde et par i vores selskab.
Det er absolut en oplevelse for lidt større børn, for der er noget at foretage sig hele tiden. Udstyret med aktivitetshæftet „Det Skjulte Stempel“, hvor en tidligere fange guider familien rundt i museet gennem gåder, morsekode og skjulte spor, holdes man i gang fra første til sidste side. Målet er inspektørens hemmelige kontor i kælderen og den eftertragtede passerseddel til friheden. Det holder familien samlet i stedet for, at børn og voksne driver fra hinanden i hvert sit hjørne.
Vi afslutter besøget med frokost i Brasseriet Fængslet, som ligger i de gamle bygninger. Maden er god og glider ned, mens vi sidder og snakker om det, vi har set. Det sker ikke så tit, at en museumstur afstedkommer en egentlig samtale om straf, frihed og retfærdighed — men det gjorde denne.
Således kom vi fra Endelave via Hjarnø til Horsens. Vi fik ikke set det hele denne gang — ej heller det meste, måske ikke engang det væsentligste. Men så må vi jo tilbage.
