Vidste du at alt jordens havvand hele tiden bevæger sig rundt i store mønstre omkring kloden?
Det varme vand, der er omkring Ækvator, deler sig og bevæger sig både sydpå og nordpå til de kolde poler. Og det kolde vand fra polerne føres tilbage til det varme Ækvator.
Det er sådan at jorden regulerer sin temperatur, så der er varmt og koldt de rigtige steder.
De forskellige dyr og planter, der lever i havet er tilpasset et bestemt område. Dem, der bor i varmt vand kan ikke tåle for koldt vand og omvendt. Der er selvfølgelig nogle dyr, som kan leve både i varmt og koldt vand, f.eks. de store hvaler, som svømmer lange strækninger mellem kolde og varme have.
Dyrenes motorvej
En af havstrømmenes vigtigste opgaver er at bringe næringsstoffer og plankton rundt i havene. Næringsstoffer og plankton er det, som de mindste dyr og planter lever af. Og når de har det godt og får masser af mad, så har de større dyr i fødekæden, som spiser de mindre dyr, det også godt.

Plankton er små mikroskopiske dyr, som er en meget vigtig del af fødekæden

Mange dyr, som f.eks. pukkelhvaler, bruger havstrømmene til at rejse langt
Nogle havdyr, som f.eks. havskildpadder og ål, bruger havstrømmene som en slags motorvej, fordi de rejser meget langt for at parre sig og lægge æg.
Havstrømmene sørger også for at ilte havet, for selvom de fleste havdyr ikke trækker vejret på samme måde som os, skal de stadig bruge ilt for at overleve.
Bevæger sig i mønstre
Mønstrene, som havstrømmene bevæger sig i, bestemmes af flere forskellige ting. F.eks. er vinden med til at bestemme i hvilken retning strømmen på overfladen bevæger sig hen. Men der er også strømme længere nede i dybderne, og de kan faktisk bevæge sig i modsat retning af overfladestrømmen. Den dybe strøm bliver bl.a. påvirket af jordens rotation. Jorden bevæger sig jo hele tiden og det er med til at rykke rundt på havvandet.
Der er også andre ting, der er med til at bestemme, hvor havstrømmene skal hen, bl.a. hvor meget salt, der er i vandet, tidevand, havbundens udformning, jordskælv, storme og meget andet.
Kan man sejle op ad bakke?
Har du nogensinde tænkt over om du sejler op ad bakke eller ned ad bakke, når du er ude på vandet? Nej, vel? Vi kan jo se at vandet er fladt så langt øjet rækker. Men det passer faktisk ikke helt. Vandets overflade varierer nemlig, så der nogen steder er ’bakker’ og andre steder er der ’dale’. Men bare rolig, forskellen på bakke og dal er mindre end 1 meter, så det er aldrig noget, man ville lægge mærke til.

Orkaner dannes ude over havet, der hvor der er varmt vand
Havstrømmene er med til at holde vores klima i en sund balance. Temperaturen i havet må helst ikke stige for meget, for så skaber det store vanskeligheder – både i havet og på land. Derfor er det et problem at havtemperaturen stiger i alle verdenshave. Så kan havstrømmen ikke udføre sit vigtige arbejde med at regulere temperaturen. Og det kan være med til at skabe vildere vejr, f.eks. flere orkaner, der får deres energi fra varmt vand.