Uge 29 Ungdomscruise
Uge 29 Ungdomscruise er en uge dedikeret til unge sejlere, hvor fællesskab, sejlads og sociale oplevelser er i centrum. Det handler ikke om at sejle længst, men om at have det sjovt sammen både til søs og havnene. Distancerne er kortere, så der er masser af tid til at slappe af, lære hinanden at kende og nyde stemningen. Efter ankomst til havnene mødes deltagerne til molebajer, uddeling af den legendariske kvajevest og udveksling af røverhistorier. I forlængelse af molebajerne holdes der også dagligt skippermøde, hvor følge dagens sejlads bliver planlagt.
Ungdomscruiset afholdes i samarbejde med Danske Tursejlere og Foreningen til Langturssejladsens Fremme (FTLF), som begge bakker op om initiativet og dets formål – at fremme sejlads og fællesskab blandt unge.

Hvem kan deltage
Cruiset er til alle unge mellem 20 og 35 år +/- mavefornemmelse, så længe man kan se sig selv i det. Der er plads til store som små både og erfarne skippere som uerfarne gaster. Togtet kan rumme op til 20 både, hvilket normalt svarer til 60-80 deltagere.
Ved tilmelding betales 200 kr. pr. båd, som går til aktiviteter under turen. Fællesudgifter og havnepenge står hver båd selv for.
Det er også muligt at deltage som gast uden egen båd, hvis der findes ledige pladser. Der er oprettet et opslag i den officielle Facebook-begivenhed, hvor bådejere og gaster kan finde hinanden. Pladser kan dog ikke garanteres, da det afhænger af tilmeldte både med ledige gastepladser.
Hvor går turen hen?
I år sejler vi fra Vejle med start mandag d. 13. juli kl. 16, hvor vi skyder ugen i gang med intro og strandlege. Turen går videre til Juelsminde tirsdag, med en afslappet overliggerdag onsdag, inden vi sejler mod Korshavn torsdag. Fredag slutter vi i Odense med et brag af en fest, og siger på gensyn lørdag formiddag d. 18. juli.
Undervejs byder ugen på masser af sjove aktiviteter – ikke mindst den daglige molebajer, hvor dagens røverhistorier deles, og den berygtede “kvajevest” kan komme i spil. Vi tager også på Tour de Chambre, hvor bådene pyntes og besøges, og selvfølgelig holder vi en kreativ temafest.
Deltagere opfordres til at byde ind med egne idéer og initiativer – som eksempelvis strand-yoga, kongespil eller bålhygge – og bidrage til ugens fællesskab og indhold.

Ordensregler og ansvar
Arrangementet er uformelt, men deltagere har ansvar for egen sikkerhed, udstyr, forplejning og overnatning. Havnepenge, ansvarlig adfærd og godt sømandsskab forventes overholdt. Der bør være en ansvarlig skipper på hver båd. Havnefogedernes anvisninger følges naturligvis, og eventuelle klager tages alvorligt.
Uge 29 Ungdomscruiset er støttet af


