fbpx

Kontoret er lukket

Kontoret er lukket tirsdag den 3. december, da vi konverterer til nyt computersystem.
Vi forventer at være kørende igen onsdag d. 4. december. Indtil da bedes alle henvendelser sendes til os pr. mail.

En skattekiste fuld af guld i Grenå

På besøg hos Fornæs Ship Recycling

Kresten Hjelm tager venligt imod Tursejlerens udsendte på et besøg og rundvisning hos Danmark største virksomhed indenfor skibsophugning ”Fornæs Ship Recycling” i Grenå.

Med godt skjult jysk stolthed præsenterer Kresten indholdet af sit livsværk i de store haller på Rolshøjvej. Det er her alt – stort som småt – maritimt udstyr fra ophuggede skibe lagres. Kæmpemæssige motorer, gear og hydrauliske anlæg fremstår i skøn forvirring sammen med skibskokkens røremaskine, gamle koøjer i bronze, overlevelsesdragter, kompasser og sågar hammerskafter. Men tag ikke fejl – næsten alt er registreret og velordnet i datasystemer, hvorfra kunder over hele verden kan finde manglende reservedele.

– Alle større dele har sin egen logbog i vores system, så det er muligt for købere at få baggrunden inden et køb, siger Kresten, som har et helt liv og dyb indsigt i branchen.

DET FØRSTE SKIB

Kresten drev fiskeri fra eget skib i 40 år, før han sammen med sin nu pensionerede kollega Peter Niemann lidt tilfældigt kom i gang med skibsophugningen. Deres eget skib skulle ophugges, og i 1993 valgte de modsat alle andre selv at gøre det. Det blev startskuddet for den nu 25 mand (M/K) store virksomhed på havnen i Grenå, som i dag modtager omkring 30 skibe årligt til ophugning. Gennem tiden har mere end 1.500 skibe mødt sin endelige skæbne hos ”Fornæs”, som firmaet i almindelighed kaldes – efter Jyllands østligste punkt lige udenfor Grenå med Fornæs Fyr.

– Panoramaudsigten fra kontoret mod øst over Kattegat og Fornæs er en del af lønnen for medarbejderne, udbryder Kresten med underspillet jysk humor, da Tursejlerens udsendte falder lidt i svime over udsigten set gennem en tysk militærkikkert af stor model, som står fast opstillet ved vinduet.

MILJØ OG SIKKERHED I HØJSÆDET

Fornæs er en af Nordeuropas få certificerede ophugningsvirksomheder – et kvalitetsstempel som heldigvis vægtes stadig højere af kunderne, selvom ”det godt nok koster meget papirarbejde”, som Kresten udtrykker det. Fornæs håndterer totalophugning af skibe optil ca. 150 m længde. Grænsen sættes dog mest af den 25 m bredde bedding i det inderste af havnen. Skibets længde er egentlig lidt underordnet. Kresten fortæller:

– Hvis den er rigtig lang, tager vi bare skroget i sektioner. Men inden skibet når beddingen, er der gået en lang proces med først køb, sejlads af skibet til Grenå, fjernelse og sortering af alt indre og ophugning af overbygningen. Så på den måde kommer skibene oftest til at ligge i kø i havnen, inden de når frem til den sidste opskæring af undervandsskroget på beddingen.

I øjeblikket ligger der for eksempel to udtjente supply-både fra Mærsk og fire fiskeskibe i havnen udenfor beddingen, som hver er nået til forskellige stadier af ophugningen.

En helt ny 50 m høj, eldrevet kran på beddingen klarer nu at løfte hele 100 tons med en rækkevidde på 47 m og giver således mulighed for at opskære jernet i større blokke. Kranen er opkaldt ”Hans” efter Krestens nu afdøde gravhund, som fulgte ham på arbejde gennem 17 år.

80 % GENBRUG

Hos Fornæs genbruges op imod 80 % af et skib. Enten som reservedele eller sorteret efter materiale – primært stål og jern – som så sælges til dagspris for omsmeltning og brug i nye ting. Fornæs har også fundet sin egen niche i dette arbejde, hvor smedeværkstedet f.eks. adskiller motorer og renoverer ædle komponenter, som så kan leveres Worldwide til trængende kunder.

HJÆLP TIL UKRAINE

På kontoret hænger et verdenskort fyldt med nåle over alle steder, Fornæs har solgt dele til. Så det er ikke bare i lille Danmark, virksomheden er kendt! Ophuggede skibe rummer også meget udstyr til brandbekæmpelse: Masker, iltbeholdere, slanger og alverdens forskruninger giver skibene hjælp til selvhjælp i en nødsituation. Alt dette ender også hos Fornæs.

For nyligt donerede virksomheden en hel lastbil med sådant udstyr til Ukraine. Der var kun en enkelt nål i Rusland og adspurgt, var svaret blot: ”Dem handler vi ikke med”.

VELKOMMEN PÅ OPDAGELSE I GULDGRUBEN

Som lystsejler er det svært ikke at blive betaget af alle de mange komponenter, et moderne skib består af, og som findes i de store haller hos Fornæs.

– Alle er velkomne til at kigge ind, og vi aftaler altid også gerne besøg af interesserede grupper, understreger Kresten.

Et godt råd fra Tursejlerens udsendte er dog at afsætte god tid, for du bliver med garanti grebet af stemningen i ”skattekisten”. Og måske finder du netop det kompas eller andet ”must have”, som du har været på udkig efter længe.

Hvis du vil læse mere om Fornæs Ship Recycling, så læs mere på deres hjemmeside her: Fornæs Ship Recycling

Denne artikel er fra Tursejleren 2023 – 3. udgave.