Der er lagt op til en stor maritim weekend for fritidssejlere, familier og klubfolk, når Danske Tursejlere den 11.-13. september inviterer til sejlertræf i de smukke nordfynske rammer.
Programmet er i skrivende stund ved at få de sidste detaljer på plads, men deltagerne kan allerede nu glæde sig til en weekend fyldt med oplevelser, fællesskab og maritime aktiviteter for både børn og voksne.
Der arbejdes blandt andet på besøg af Søredningstjenesten – og måske endda en redningshelikopter, som vil blive en spektakulær oplevelse på havnen. Derudover undersøges muligheden for en mindre maritim messe, spændende foredrag, brugtbørs, Åben Båd-arrangementer og andre aktiviteter, der kan inspirere til livet på vandet.
Børnene får også en central rolle. Planerne omfatter blandt andet aktiviteter sammen med Søstjernerne, skattejagt på havnen, SUP-boards og andre sjove vandaktiviteter. Målet er at skabe en tryg, aktiv og mindeværdig weekend, hvor hele familien kan være med.
Fredag og lørdag aften afsluttes efter planen med hyggelige grillaftener med god mad, kolde drikke og musik, hvor deltagerne kan mødes på tværs af klubber og både og dele oplevelser fra sejlerlivet.
Har du lyst til en weekend med sejlads, fællesskab og maritime oplevelser, så sæt allerede nu kryds i kalenderen og tilmeld dig sejlertræffet i Bogense.