fbpx

Danske Tursejlere siger tak!

Anden omgang af Boatshow løb af stablen fra torsdag til søndag. En dag mere på programmet viste sig på ingen måde at være for meget, da vi torsdag blev glædeligt overraskede over et stort fremmøde på vores stand. Vi oplevede gennem hele messen at folk var meget målrettede og vidste præcis, hvad de gerne ville have ud af deres besøg hos os.

Mange havde taget deres sejlervenner med for at få dem indmeldt i tursejler-fællesskabet. Rigtig mange udnyttede chancen for at få kigget på deres forsikringer og få tegnet en kaskoforsikring på deres båd. Og mange kom bare for at få en hyggelig snak og sætte ansigt på menneskerne bag Danske Tursejlere.

Især lørdag var velbesøgt, og her strømmede det ind med sejlerbørn, der fiskede slik op af fiskedammen og tegnede på livet løs i håbet om at vinde en lækker redningsvest. I vores store konkurrence kunne man vinde en gummibåd med elektrisk motor. Vinderen, der kan se frem til at nyde en spritny gummibåd blev Albert Rydahl Walsted, der korrekt havde gættet at der var 800 kulørte kugler i båden. Alle de andre heldige vindere bliver snarest kontaktet med den gode nyhed.

Lørdag blev rekorden i ballonoppustning ligeledes slået af vores hurtigløbende medarbejdere, ligesom ’Sømandsbog for Letmatroser’ røg af hylderne i høj fart. Da vi nåede de sidste timer søndag, blev jubilæumsudgaven af ’Tursejleren’ simpelthen erklæret udsolgt.

Flere havde hørt om underskriftindsamlingen, vi har startet sammen med Dansk Sejlunion, og der blev flittigt plantet underskrifter i håbet om at vi kan fjerne eller nedsætte den absurde statsafgift på kaskoforsikringer. Mange havde allerede skrevet under på vores online underskriftindsamling og roste vores initiativ. Hvis du gerne vil støtte kampen for fair forsikringspriser til lystsejlerne, kan du skrive under her: https://www.skrivunder.net/sig_nej_til_afgiften_pa_kaskoforsikring

Både Danske Tursejleres personale og frivillige, og vores samarbejdspartnere fra Søassurancen Danmark, vil gerne sige alle fremmødte en stor tak for den overvældende støtte og opbakning. Vi siger velkommen til nye medlemmer, og håber at de vil blive godt tilfredse med Danske Tursejleres nuværende og fremtidige arbejde for at sikre tursejlernes ønsker bedst muligt.

Som Flemming Rasmussen fra Frederikssund, der har været medlem af DT i 13 år, sagde: ’Det er jo den perfekte forening, med et godt formål og nogle rigtigt gode forsikringsløsninger. Selvom man ikke nødvendigvis benytter sig af alle tilbud, rammer I spot on på tursejlerens behov’.

Gik du glip af messen? Du kan til enhver tid ringe til os for at melde dig ind, få et tilbud på en bådforsikring eller tilmelde dig vores jubilæumsfest eller sommertogt. Ring til os i sekretariatet på tlf. 70214242 eller skriv os en mail på info@dansketursejlere.dk – så er vi klar til at hjælpe dig.

Scroll to Top